Goa

Bare for at berolige alle, så har jeg det helt fint og fjong. 

Jeg skulle have været på ferie med to andre udvekslingsstuderende til Goa, men de meldte begge fra i sidste øjeblik på grund af terroren i Mumbai. Men hvad skulle jeg så gøre? Blive i Calcutta og røvkede mig? Næ nej, tænkte jeg. Så vil jeg sørme da hellere kede mig på en strand i solen i Goa. Så jeg tog afsted.

Kort fortalt, så blev det en rigtig hyggelig tur, hvor jeg fandt en anden single-rejsende, og så slog vi kludene sammen og drak øl på stranden sammen. For strandene inviterer jo til at drikke øl!

Nu er jeg heldigvis ikke alene mere, eftersom jeg har hentet Lasse i Delhi, og vi rejser nu rundt og oplever Indien sammen. For tiden er vi i Jaipur og ser lidt af hvert. Flere historier følger forhåbentlig, hvis vi får bedre adgang til det der inder-net.... hihi.

Terror i Mumbai

Jeg kommer nok desværre ikke udenom at skulle fortælle om den forfærdelige terror i Mumbai her for 2 ugers tid siden (eller er det kun en... det kan jeg ikke huske).

I er nok ret oplyst om, hvad der skete, og hotel-navnene Oberoi og Taj Mahal har nok brændt sig ind på jeres nethinder. Jeg kan oplyse om, at jeg tit har spist mad på Oberoi her i Calcutta, og Lasse og jeg har også bestilt en enkelt overnatning der - den sidste nat i Indien skal da være på et 5-stjernet hotel. Og ja, jeg lover at passe på.

Bomber i Indien har desværre været et tilbagevendende fænomen - for to måneder siden sprængte der bomber i Delhi, og det er jævnligt forekommende i det helt østlige af Indien over på den anden side af Bangladesh (og for dem, der tænker; Er Bangladesh ved siden af Indien, så foreslår jeg, at I lige slår Indien op på wiki eller finder det i et godt gammeldaws atlas - al den viden I kan få). Ud fra de reaktioner, jeg har set fra inderne, når en bombe  er sprunget har været en let hovedrysten, og så gik livet videre.

Men de nylige aktioner i Mumbai er blevet behandlet helt forskelligt. Inderne sidder foran fjernsynet og følger konstant med, og det er endda blevet kaldt for Indiens 9/11. Først synes jeg, de overreagerede, når nu de ikke plejer at tage sig af bomberne, men det gik hurtigt op for mig, at dette angreb i langt højere grad er alvorligt.

For det første er det forbandet velkoordineret, og den skræmmende planlagte tilgang har virkelig gjort indtryk - de her terrorister mener det virkelig, og er villig til at tage drastiske metoder i brug.

For det andet er Mumbai jo Indiens finansielle centrum, og et angreb der kan godt sidestilles med angrebet i New York, selvom det er i en meget mindre målestok.

For det tredje er det så koldt og kynisk, at terroristerne er gået efter de steder, hvor der er flest mulige turister eller udlændinge, og systematikken er, ja, skræmmende.

Det har haft konsekvenser, også herovre i Calcutta (som for de geografi svage ligger i den nordøstlige del af Indien, hvor Mumbai ligger i central vesten). Oberoi og de andre fine hoteller har skærpet sikkerheden drastisk - eks kan taxaer ikke længere køre helt hen til indgangen, men må stoppe 100m. derfra. I gaderne ser vi også flere bevæbnede soldater, og i dag var der sikkerhedskontrol af udvalgte biler. Vores taxa blev vinket ind, men da soldaten så, at der var hvide mennesker i taxaen fik vi lov til at køre videre uden at blive tjekket. Så de gør altså noget, også selvom det ikke ville have dem mindste effekt, hvis der faktisk var terrorister, der planlagde en aktion herovre.

Jeg skal flyve til Goa via Mumbai på lørdag, og jeg lover at passe godt på mig selv. Vi har også hørt rygter om, at terroristerne har truet med flykapringer og bombninger, og specielt Delhi lufthavn har været nævnt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har dette bekræftet, men derfor er det ikke så fedt at vide, at jeg d. 12 skal flyve til Delhi, samle Lasse op derfra, og flyve derfra igen d. 19. december. For at være helt ærlig, så tror jeg først, at jeg rigtig ånder lettet op, når vi sidder sikkert i Singapore lufthavn og har lagt Indien bag os og er videre på vej mod Hong Kong. Der sker der nok ikke helt så meget.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skræmt, men på den anden side har Kamilla og jeg besluttet at gennemføre vores ferie til Goa. Vi har også aftalt at passe på og sidde bagerst i restuaranterne, og diskotekerne undgår vi nok. Vi skal nok passe på, og så håber vi på det allerbedste.

Nepal

Jeg skylder jo lidt nogle gode historier på webloggen - det hele skal ikke gå op i brok. Som fremgik af det tidligere indlæg, så havde vi vores problemer med at komme fra Indien, men da det ligesom var overstået ventede der alle tiders fede oplevelser i Nepal.

Bare for at gøre det helt klart, så er Nepal lidt ligesom Indien - bare uden alt bøvlet. Det betyder, at visummet fås på ca. en halv time, og kan fås i lufthavnen, hvis man ikke var ligeså smarte som os at få det hjemmefra. Gadesælgerne forstår et nej tak, og butiksejerne er ikke helt ligeså interesserede i at røvrende en. Og når man beder om at få bacon i sin cheeseburger, så er svaret ikke "not possible, maddam", men derimod "sure.. It will cost you extra, but of course". Jeg er med andre ord helt og aldeles vild med Nepal! Og der er noget med, at et billede siger mere end tusind, ord, ikke sandt?

Vi landede jo i Katmandu et par dage forsinket, og tog hen til det 5-stjernede hotel, hvor vi skulle have boet sammen med de andre, og heldigvis ville vores rejseselskab gerne betale for den overnatning. Wauv, hvor dejligt. Og med varmt vand. Og bacon til morgen mad. Eij, det var da bare alt for vildt!

Vi tog onsdag morgen en taxa til Pokhara, som vel ligger 250 km. fra Kathmandu. Den tur tog os ca. 6 timer, og har man kørt bjergkørsel, så vil man vide, hvorfor dælen det da kunne tage os så lang tid at komme så kort vej. Det, og så at vi holdt i kø i en time på vej ud af Kathmandu, fordi der var sket et uheld på vejen.

Vi stødte til de andre i Pokhara, hvor vi i øvrigt boede på endnu et 5-stjernet hotel. Jamen, jeg er vild med Nepal! Det var et godt gensyn - de 3 andre havde savnet os, selvom de havde været på elefantsafari i junglen og leget med en babyelefant, mens vi havde kæmpet mod immigrationsmyndighederne. 

Dagen efter gensynet stod den på sightseeing og shopping i Pokhara, og sørme om jeg ikke fik købt alt muligt ragelse med hjem. Jeg har efterfølgende sendt hele 25 kg. hjem med DHL for ca. 2300 kr. Temmelig dyrt, men det er kommet sikkert hjem, og det tog kun 4 dage. Så alt i alt var det vel pengene værd - hvis tingene altså ikke er gået i stykker.

Fredag morgen tog vi så på morgentur. Vi skulle se solopgangen over Himalayas bjerge, og hvilken tur det var. Vi stod op kl halv 5 og blev hentet i bil kl 5 og kørt op til en bakke (som vel er 1800 m. over havets overflade. Herefter fulgte en ret anstrengende vandre/klatretur op til toppen af bakken (2200 m), hvorfra der var udsigt over nogle af Himalayas højeste bjerge. På billedet herunder ser man Henriks finger pege på et bjerg - Fishtail mountain. Det er ikke en gang tæt på at være det højeste vi kunne se (det yderst til venstre var vist nok det 6. eller 8. højeste bjerg i verden). 

At se solopgangen var helt fantastisk, og vi fik efterfølgende at vide, at det var det bedste vejr de havde haft i en hel uge. Endelig lidt held til nogen af os!

Efter solopgangen gik turen tilbage til Kathmandu, hvor de tre tilbageholdte (Kamilla, Amalie og jeg) tog på sightseeing, mens de andre tog på shopping - de havde jo været på turen før. Vi så buddhistiske templer med rigtige munke og det hele. Jeg knipsede lige det her billede, så I kan få en idé om, hvor meget ragelse, der er til salg. Og ja, jeg købte da naturligvis min del af det. Blandt andet nogle træmasker, som jeg håber jeg får taget mig sammen til at hænge op, når jeg kommer hjem. Men jeg købte ikke en bederulle som Thomas og Mette, eller en tromme som Henrik.

På sighseeing turen var vi også til et sted, hvor de brænder deres døde. Det var lige lovlig mærkeligt at stå og se på, mens ligene blev lagt på bålet, og vi gik hurtigt, da de startede. Men vi fandt noget, som var meget sjovere at tage billeder af - nemlig de her mænd. Godt nok ville de have penge for at vi tog billeder af dem, men de 10 rps (1,2 kr) var godt givet ud. Og far, ham der til venstre for mig har et meget vildere skæg end dit - måske du skal forsøge med hans udklædning til næste karneval?

Kathmandu var en helt fantastisk by. Og igen boede vi på det 5-stjernede hotel. Og sørme, om de ikke havde et kasino tilknyttet hotellet. Der skulle vi da liiiiige ind og prøve lykken. Og lykken var helt klart med os - de serverede gratis øl til dem der spillede, og eftersom man kunne nøjes med at spille for en ti'er af gangen, så kunne man drikke sig en ordentlig kæp i øret. Kamilla, Henrik og jeg fortsatte hele natten med at spille, og på en eller anden mærkværdig måde formåede Henrik at vinde 4000 rps (450-500 kr), jeg tabte kun 500 rps (60 kr), mens Kamillas tab var uvist. Men når nu man tænker på, hvor meget alkohol og smøger der blev konsumeret den aften på kasinoernes regning, så tror jeg vist, at de skal overveje om de har en god forretning. I hvert fald blev vi sat under overvågning, fordi vi blev ved med at vinde. Og nok også fordi jeg på et tidspunkt var nede på gulvet for at undersøge dealerens sko.. Men de var så fede, at jeg da lige måtte se næmere på dem... Hvorfor pokker vi ikke blev smidt ud, aner jeg ikke, men da klokken var halv 4 og Kamilla ikke kunne stå oprejst længere besluttede vi, at nu skulle vi nok hjem i seng.

Billedet her er taget da vi kom hjem, og det viser vist dejlig meget, hvor god en aften det var. Og ja, det er en bedekæde, som Henrik har om øret.. Hvorfor vides ikke, men det er vist heller ikke så vigtigt.

Sådan et sk*de bureaukratisk land!

Så kort og præcist kan det siges. Og hvis man tilsætter lidt flere bandeord og en stor potion vrede, så har man nok nogenlunde sådan, som jeg har det med Indien lige nu.

Eller... Sådan som jeg har det med det indiske bureaukrati.

Jeg skulle have været til Nepal lørdag d. 8. november på det, der i folkemunde ville blive kaldt en hundedyr ferie. Vi var 6 personer (5 danskere og en nordmand), som havde bestilt en ferie i Nepals land, hvor vi skulle ride på elefanter, sejle på søer og bo i junglen på 4-5 stjernede hoteller. Alt var gået helt fint indtil afrejsedagen - selv visum til Nepal var let at få.

Men ude i lufthavnen bliver Amalie, Kamilla (nordmanden) og jeg tilbageholdt. Efter sigende fordi skolen ikke havde registreret os. Vi forsøgte at tale os ud af problemet, og i halvanden time skulle vi skændes med den dumme mand i lufthavnen. Selvom vi viste papirer og  studiekort, så var det slet ikke nok. Næ nej, vi kunne ikke komme med flyet, lige meget hvor meget vi forsøgte at overtale ham.

I løbet af alt dette her spørger jeg manden, om jeg må se den regel, som siger, at skolen skal registrere mig, og det svar jeg får er, at eftersom jeg er en udlænding, så kan jeg ikke få lov til at se reglen - sådan er reglerne nemlig. Så vidt jeg er orienteret, så er der noget med menneskerettigheder og sådan noget pjat med, at man har ret til at vide, på hvilket grundlag man bliver dømt (og bedømt). Men den bed ikke på ham, og slutningen på det hele blev, at vi var tre, der måtte blive tilbage i lorte landet, mens de tre andre tog på ferie i Nepal.

Den dumme mand var ikke til at få noget hjælp fra - han var bare det der på godt gammeldaws hedder et kæmpe røvhul. Men heldigvis var der en flink og rar mand (den eneste, i øvrigt), som arbejdede for flyselskabet, som hjalp os med at få vores kufferter af flyet og få de rigtige stempler i passet. For vi havde jo fået emigreringsstemplet i passet, og jeg tror nok lige helvede havde været løs, hvis vi var emigreret i vores pas men stadig befandt os i Indien - det kan jo ikke lade sig gøre i deres bureaukratiske verden - hvordan kan man fysisk være et sted og i passet være et andet sted... Næ nej, du.

Men ham den flinke mand gav os vejledning til, hvordan han troede vi kunne løse problemet - nemlig ved at tage ind på politistationen og registrere os, sådan som man skal, hvis man har over 180 dages visum. Teknisk set er mit visum på 182 eller 183 dage, hvis man tæller helt nøjagtigt - der er jo nogle måneder, der er 31 dage i. Men Henrik (en dansker) havde været inde på selvsamme kontor og spørge, om man skulle registrere sig, når nu man havde 100-og-nogle-og-firs dage, og damen havde sagt nej. Godt med ren besked... Men det tror fandens, når man ser deres arkiveringssystem!

Så tog vi hu-hej-vilde-dyr ind til politistationen, men eftersom det var lørdag, så kunne vi naturligvis ikke registrere os den dag, men måtte vente til mandag... Hvor de i øvrigt først åbnede kl halv 12......... 

Søndagen blev derfor brugt til at slikke vores sår - vi var temmelig skuffede over at være strandet i Calcutta uden at vide, hvordan fanden vi kunne komme ud af landet.

Mandag kom, og så startede eventyret for alvor. Damen på registreringskontoret sagde, at vi IKKE skulle registrere os og blev ret så vred på manden i lufthavnen. Men nu var sket jo ligesom sket, og vi havde med store tykke bogstaver skrevet i vores pas "off-loaded". Det skulle jo ligesom forklares med nogle papirer, så løsningen blev, at vi alligevel skulle registrere os - en process, som tog 4 timer. Og vi kunne ikke liiiiige få papirene med den dag, for damen manglede lige nogle andre papirer, og de kunne da virkelig ikke komme før næste dag kl. 12. Til information er der EN daglig afgang til Kathmandu, og det fly går 13.50, og det tager også lige en time til halvanden afhængig af trafikken at komme fra politistationen til lufthavnen. Med andre ord; vi havde røv travlt, og eftersom damen da virkelig heller ikke kunne komme på arbejde før kl 12 næste dag, så havde vi lidt solgt vores muligheder for at komme til Nepal tirsdag.

Men ved et rent mirakel kom vi ind på stationen kl 11, og en mand begyndte at indskrive vores formular i en stor tyk og støvet bog. Noget han vel strengt taget kunne have gjort dagen før, eftersom de havde papirene. Men der var ikke noget, der skulle være let. Og når man nu har set arkiveringen og får at vide, at de hverken havde telefoner, computere eller kopimaskiner, så kan det ikke komme bag på nogen. Vores papirer skulle vi i øvrigt også udfylde i 4 identiske kopier - de kunne jo ikke kopiere dem. 

Vi fik vores papirer i hånden 12.10, og så løb vi ned til vores taxamand, som holdte og ventede, og bad ham om at ræse til lufthavnen - forinden havde vi nemlig talt med den flinke flymand, som havde sagt, at vi kunne komme så sent som 13.15 og stadig komme med flyet. Af sti, af sted gik det, og sørme om vi ikke nåede det til kl 13.05.

I immigrationen... hvem stod der og lurede... Det gjorde ham lorte manden naturligvis, som havde afvist os. Og man kan jo ligesom ikke kalde en spade for en spade, når det er ham, der har ret til at beslutte, om ens 6.000 kr dyre ferie skal blive til noget eller ej. Så vi smilede bare og kom igennem immigrationen uden problemer... for nu.

Papirene skal nemlig afleveres igen, når vi forlader Indien permanent. Og der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor man skal aflevere dem. Damen på registreringskontoret siger, at hun skal have dem en uge før afrejse, men ikke tidligere og så udlevere et papir, der giver en lov til at forlade landet permanent. Men hun siger, at det SKAL være på det kontor i Calcutta, og ikke noget som helst andet sted. Lortemanden i lufthavnen sagde derimod, at man kan aflevere papirene i en hvilken som helst lufthavn man forlader Indien fra. Tja, hvad fanden skal man tror på? Det er en opgave, der skal løses indenfor de næste 2,5 uger inden skolen slutter.

Her er i hvert fald et bevis på, at jeg har været inde forbi deres kontor - hermed foreviget.

Diwali

Indere har jo ligesom også helligdage. I ugen før efterårsferien i DK, hvor jeg jo var i Rajasthan, fejrede de Durga Puja - noget med en mange-armet dame, der rækker tunge.

I sidste uge var det så Diwali. Hvad historien er, har jeg ingen anelse om, men det er nok noget med en gud, der tager ud og lammetæver indernes fjender. Eller også er det noget andet. I hvert fald mener jeg, at de kaldte Diwali for noget i retning i af lysets fest. Og det var der noget om.

Vores ellers utrolig kedelige kantine var pyntet op som om det var nytår, og der var hængt lyskæder op over det hele - jeg blev endda tilbudt en lyskæde til altanen, der kunne blinke i alverdens farver i alverdens mønstre. Desværre havde jeg ikke en ledig stikkontakt, så jeg kunne virkelig desværre ikke have den hængende. Ih altså.

Om tirsdagen i sidste uge var det så officel Diwali med middag i den pyntede kantine og bøn og pletter i hovedet og fyrværkeri og alt muligt andet. Og middagen var helt fantastisk. For en gangs skyld viste de her indermænd i kantinen, at de faktisk kan lave lækker mad. Hvorfor pokker de ikke har lavet det i de sidste to måneder ved jeg ikke, men nu hvor jeg ved de kan, bliver jeg skuffet hver gang jeg kommer ned i kantinen og ser, at det er det samme knald vi skal have igen igen.

Der var som sagt også bøn, og efterfølgende blev der uddelt pletter i panden. Og det skulle jeg da også lige have:

Amalie og jeg med fine lyserøde pletter.

Om lørdagen blev der så holdt en mere officiel fest på skolen, hvor alle var klædt ud i traditionelt indertøj - damerne i saree og herrene i noget kjortel værk. Og hvor var vi fine! Jeg havde købt en silke saree i Rajasthan, og den skulle luftes. Men hvor er det svært at binde sådan 6m stof rundt om livet og overkroppen, så det ser fint ud. Det er en hel kunst at kunne gør det ordentligt, så man ikke falder over den, så man ser de fine mønstre, og så den ikke ryger af i tide og utide. Jeg havde fået en folder i forretningen, hvor jeg købte den, så jeg gav mig frejdigt i kast med det. Efter et kvarter måtte jeg kalde på nabo Mette og få hende til at hjælpe mig - det er påkrævet at bruge 3 hænder for at binde det stykke stof... Måske det er derfor de altid bor så mange sammen

Men resultatet var helt fantastisk. Alle udvekslingsstudenterne var fint klædt på, og inderne var ganske bedårende. Og naturligvis fik jeg taget et par billeder. Her er jeg sammen med Alexe, som er fra Frankrig.

Og det her skal I heller ikke snydes for. For hvor tit finder man lige sig selv ved siden af en turban mand med en rose i hånden? Navnet er Jappi - eller det er det jo ikke, men jeg har givet op overfor nogle af de indiske navne, så forkortelser er at foretrække. Og jeg skal også lige blære mig med, at jeg nu har fundet ud af, hvordan man vender billederne her på bloggen.. Jeg er helt stolt af mig selv!

Nu med kameler og elefanter

Hvis jeg skal være helt ærlig, så anede jeg ikke, at der var kameler i Indien. Troede faktisk kun de hørte Mellemøsten til. Men så tog jeg jo så til Rajasthan, og så blev jeg klogere. Faktisk så meget klogere, at jeg nu også ved hvor meget kameler er værd, så næste gang der er nogen, der tilbyder at købe mig for kameler, så kan jeg forhandle om prisen. For den interesserede, så står den billigste kamel i 15.000 rupees, mens en god avls-kamel let ryger op omkring de 30.000. Bare lige som information til de fædre, der overvejer at gøre en god handel med deres døtre...

Som fortalt tidligere, så fik vi redet lidt mere på kameler end bare lige en enkelt gang. Faktisk fik vi set solnedgangen over ørkenen også. Første gang vi red var det jo bare lige 5 minutter - anden gang ude i ørkenen var det vel en times tid alt i alt, hvis ikke lidt mere. 

Mettes kamel fører var 5 år gammel og kunne stå på sadlen bag hende og holde hende på skuldrene mens kamelen gik - tror hun syntes det var en lige lovlig ung kamel fører, og det kan jeg sådan set godt forstå. Thomas' fører var ikke meget ældre, mens min påstod han var 17, selvom han nu stadig havde overgangsstemme og ikke så ud til at være 17.

Nå, men vores kamelfører sad bag på kamelen i modsætning til de andres - med det resultat, at vi fik rig mulighed til at galopere på kamelen. Og lad mig gøre det HELT klart - det er ikke en synderlig rar fornemmelse. Og det er pænt hårdt for inderlårene; der er sgu langt ned fra sådan et dyr, så jeg skulle ikke falde af.

Når det kommer til viden om elefanter er det jo en hel anden sag. Alle har i skolen lært, at der er to slags elefanter - den afrikanske og den indiske. Forskellen er størrelsen på deres ører, og den indiske har de mindste ører. Det kan godt være, at der er andre forskelle, men det er lige den forskel, som har bidt sig fast i min hukommelse. Det er jo utroligt, hvad der gemmer sig derinde i den hjerne. Forskellen på elefanters ører, og George Michael tekster... Hvilken alsidighed - grænsende til det ligegyldige. Beviset for phytagoras er i hvert fald ikke derinde.

Nå, det var elefanter og ikke hukommelse jeg skulle fortælle om. Selvom man jo siger, at elefanter har god hukommelse.

Vi kom til at ride på elefanter i Jaipur - og selvom det kun var i 15 minutter, så var det er oplevelse uden lige. Hvis man synes der er langt ned fra en kamel, så er der overdrevet langt ned fra en elefant. Og den er endnu mere vild, når den rejser sig op. Der gælder det altså om at holde fast! 

Vi red ned gennem gaderne, mellem busser, biler og cyklister, og for en gangs skyld følte jeg, at jeg ikke var i fare i trafikken - der er ikke mange, der tør køre ind i en stor elefant. 

Det var ret vildt at sidde deroppe og trone og mærke sådan et stort dyr gå. Og sådan en oplevelse kan man altså ikke lige få i Zoologisk Have - selvom det kunne være fedt, hvis man kunne.

Efter vores tur fortalte vores guide os, at der for nogle år siden havde været et tilfælde med en elefant, der var gået amok mellem turister og desværre havde slået et par stykker ihjel. Det skyldtes, at elefanten var blevet irriteret på en guide, der brugte en fløjte, og fordi den stakkels elefant havde reddet med turister hele dagen var den blevet træt og irritabel. Efterfølgende er der blevet lovgivet om, hvor meget elefanter må arbejde om dagen, og så vidt jeg husker må de kun gå tre ture med turister om dagen for at minimere deres frustration over at skulle lægge og rejse sig hele tiden. I øvrigt en bevægelse som ikke ser særlig behagelig ud. Men jeg aner ikke, hvordan elefanter sover, og hvis de lægger sig ned for at sove, så skal de alligevel ned på vommen... Nå, sidespring, men min pointe var bare, at jeg håber det at rejse og lægge sig ned ikke er alt for ubehageligt for elefanten, for det ser ikke rart ud.

Og ja, det er elefant lort, der ligger lige der ved siden af mig. Og I kan tro, at jeg var bange for 2 ting her: at træde i en, og at blive trådt over fusserne af dyret...

Se mig, mor.....SE MIG!!!

Jeg har aldrig i mit liv set så mange forter, som jeg har set i Rajasthan. Hver eneste middelmådige by har jo et fort, der får Hammershus til at ligne et dukkehus. Men man kan jo godt  forstå dem, når nu de engang jævnligt blev plyndret af mongolerne på deres mongolheste. Og historien går, at mongolerne (og alle de andre røvere - gad vide om Kasper, Jesper og Jonathan også lige var forbi...) ikke ville styre landet, de ville bare have fat i rigdommene. Og hvis det nu er sandt, så ville jeg også gemme mig bag tykke røde sandstensmure og kaste med rådne æbler indtil røverne forsvandt.

Nå, egentlig er det jo ikke fortene, der har interesse i den her historie. Det ville undre mange, hvis det var. Nej, historien er, at på de der fort er der mange bondefangere, som vil sælge turisterne alt for træelefanter til smykker, og som så i øvrigt kræver penge, hvis man stiller sig op og fotograferer dem.

På et af de besøgte forts var der så en slangetæmmer. Yeps, sådan en med turban, fløjte og en kurv med tilhørende kobra slange. Og ham her var temmelig insisterende på, at vi da lige skulle komme over og fløjte en melodi for den fine slange... 

Thomas var fit for fight, men jeg skulle liiiiiige tage mig lidt sammen. Resultatet blev, at han fløjtede først, og da jeg så, at han jo ikke blev bidt eller noget, så tænkte jeg, at så kan jeg fandme også gøre det. Hop hop, mig over til tæppe og fløjte. 

Og nu vil jeg for at berolige den stakkels læser - nok mest mine forældre - at slangerne desværre (ikke desværre for mig, men desværre for slangerne) bliver udsat for dyreplageri, idet de får hevet deres hugtænder ud, når de skal bruges af slangetæmmerne. Det betyder reelt, at kobra slangerne her ikke er mere farlige end den danske snog. Men det kan man jo ikke se på dem, og derfor ser det her stunt dejlig farligt ud. 

Fascinerende er det dog, at slangerne står i den der hug-position, når låget bliver fjernet fra æsken og musikken spiller. Hvorfor de lige reagerer sådan på musikken ved jeg ikke, men de virker i hvert fald hypnotiserede.

Vi så en hel del slangetæmmere, men når man tænkte på deres manglende tænder, så virkede bedriften jo ikke helt så overvældende. Jeg blev dog godt gammeldags imponeret en dag vi kørte ind til en restaurant midt ud i ørkenen (hvor alle souviniers koster ca. 10 gange så meget som i byerne og maden er dårlig - tilgengæld er den dyr....!), og hvor vi så to børn i tiårsalderen stå med en meget stor slange om halsen. Vi spurgte vores chauffør, hvad det var for en slange. Han kiggede ud af viduet og på børnene og svarede så i det roligste toneleje, jeg nogensinde har hørt:

"Det der? Det er en python slange". 

"Ahm....", sagde jeg. "Er det ikke slanger der lever af at kvæle deres ofre og så spise dem bagefter?".

"Jo, jo", svarede han.

Lige der var jeg glad for at jeg sad bag glasruder og kiggede ud på den farlige verden og ikke skulle spille musik for den slange... Indien er altså et vildt land... Nå ja.. haha... vildt... Ok, det er et land, der byder på overraskelser hver eneste dag. Og nogle gange lidt flere og større overraskelser end jeg lige er klar til.