Goa

Bare for at berolige alle, så har jeg det helt fint og fjong. 

Jeg skulle have været på ferie med to andre udvekslingsstuderende til Goa, men de meldte begge fra i sidste øjeblik på grund af terroren i Mumbai. Men hvad skulle jeg så gøre? Blive i Calcutta og røvkede mig? Næ nej, tænkte jeg. Så vil jeg sørme da hellere kede mig på en strand i solen i Goa. Så jeg tog afsted.

Kort fortalt, så blev det en rigtig hyggelig tur, hvor jeg fandt en anden single-rejsende, og så slog vi kludene sammen og drak øl på stranden sammen. For strandene inviterer jo til at drikke øl!

Nu er jeg heldigvis ikke alene mere, eftersom jeg har hentet Lasse i Delhi, og vi rejser nu rundt og oplever Indien sammen. For tiden er vi i Jaipur og ser lidt af hvert. Flere historier følger forhåbentlig, hvis vi får bedre adgang til det der inder-net.... hihi.

Terror i Mumbai

Jeg kommer nok desværre ikke udenom at skulle fortælle om den forfærdelige terror i Mumbai her for 2 ugers tid siden (eller er det kun en... det kan jeg ikke huske).

I er nok ret oplyst om, hvad der skete, og hotel-navnene Oberoi og Taj Mahal har nok brændt sig ind på jeres nethinder. Jeg kan oplyse om, at jeg tit har spist mad på Oberoi her i Calcutta, og Lasse og jeg har også bestilt en enkelt overnatning der - den sidste nat i Indien skal da være på et 5-stjernet hotel. Og ja, jeg lover at passe på.

Bomber i Indien har desværre været et tilbagevendende fænomen - for to måneder siden sprængte der bomber i Delhi, og det er jævnligt forekommende i det helt østlige af Indien over på den anden side af Bangladesh (og for dem, der tænker; Er Bangladesh ved siden af Indien, så foreslår jeg, at I lige slår Indien op på wiki eller finder det i et godt gammeldaws atlas - al den viden I kan få). Ud fra de reaktioner, jeg har set fra inderne, når en bombe  er sprunget har været en let hovedrysten, og så gik livet videre.

Men de nylige aktioner i Mumbai er blevet behandlet helt forskelligt. Inderne sidder foran fjernsynet og følger konstant med, og det er endda blevet kaldt for Indiens 9/11. Først synes jeg, de overreagerede, når nu de ikke plejer at tage sig af bomberne, men det gik hurtigt op for mig, at dette angreb i langt højere grad er alvorligt.

For det første er det forbandet velkoordineret, og den skræmmende planlagte tilgang har virkelig gjort indtryk - de her terrorister mener det virkelig, og er villig til at tage drastiske metoder i brug.

For det andet er Mumbai jo Indiens finansielle centrum, og et angreb der kan godt sidestilles med angrebet i New York, selvom det er i en meget mindre målestok.

For det tredje er det så koldt og kynisk, at terroristerne er gået efter de steder, hvor der er flest mulige turister eller udlændinge, og systematikken er, ja, skræmmende.

Det har haft konsekvenser, også herovre i Calcutta (som for de geografi svage ligger i den nordøstlige del af Indien, hvor Mumbai ligger i central vesten). Oberoi og de andre fine hoteller har skærpet sikkerheden drastisk - eks kan taxaer ikke længere køre helt hen til indgangen, men må stoppe 100m. derfra. I gaderne ser vi også flere bevæbnede soldater, og i dag var der sikkerhedskontrol af udvalgte biler. Vores taxa blev vinket ind, men da soldaten så, at der var hvide mennesker i taxaen fik vi lov til at køre videre uden at blive tjekket. Så de gør altså noget, også selvom det ikke ville have dem mindste effekt, hvis der faktisk var terrorister, der planlagde en aktion herovre.

Jeg skal flyve til Goa via Mumbai på lørdag, og jeg lover at passe godt på mig selv. Vi har også hørt rygter om, at terroristerne har truet med flykapringer og bombninger, og specielt Delhi lufthavn har været nævnt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har dette bekræftet, men derfor er det ikke så fedt at vide, at jeg d. 12 skal flyve til Delhi, samle Lasse op derfra, og flyve derfra igen d. 19. december. For at være helt ærlig, så tror jeg først, at jeg rigtig ånder lettet op, når vi sidder sikkert i Singapore lufthavn og har lagt Indien bag os og er videre på vej mod Hong Kong. Der sker der nok ikke helt så meget.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skræmt, men på den anden side har Kamilla og jeg besluttet at gennemføre vores ferie til Goa. Vi har også aftalt at passe på og sidde bagerst i restuaranterne, og diskotekerne undgår vi nok. Vi skal nok passe på, og så håber vi på det allerbedste.

Nepal

Jeg skylder jo lidt nogle gode historier på webloggen - det hele skal ikke gå op i brok. Som fremgik af det tidligere indlæg, så havde vi vores problemer med at komme fra Indien, men da det ligesom var overstået ventede der alle tiders fede oplevelser i Nepal.

Bare for at gøre det helt klart, så er Nepal lidt ligesom Indien - bare uden alt bøvlet. Det betyder, at visummet fås på ca. en halv time, og kan fås i lufthavnen, hvis man ikke var ligeså smarte som os at få det hjemmefra. Gadesælgerne forstår et nej tak, og butiksejerne er ikke helt ligeså interesserede i at røvrende en. Og når man beder om at få bacon i sin cheeseburger, så er svaret ikke "not possible, maddam", men derimod "sure.. It will cost you extra, but of course". Jeg er med andre ord helt og aldeles vild med Nepal! Og der er noget med, at et billede siger mere end tusind, ord, ikke sandt?

Vi landede jo i Katmandu et par dage forsinket, og tog hen til det 5-stjernede hotel, hvor vi skulle have boet sammen med de andre, og heldigvis ville vores rejseselskab gerne betale for den overnatning. Wauv, hvor dejligt. Og med varmt vand. Og bacon til morgen mad. Eij, det var da bare alt for vildt!

Vi tog onsdag morgen en taxa til Pokhara, som vel ligger 250 km. fra Kathmandu. Den tur tog os ca. 6 timer, og har man kørt bjergkørsel, så vil man vide, hvorfor dælen det da kunne tage os så lang tid at komme så kort vej. Det, og så at vi holdt i kø i en time på vej ud af Kathmandu, fordi der var sket et uheld på vejen.

Vi stødte til de andre i Pokhara, hvor vi i øvrigt boede på endnu et 5-stjernet hotel. Jamen, jeg er vild med Nepal! Det var et godt gensyn - de 3 andre havde savnet os, selvom de havde været på elefantsafari i junglen og leget med en babyelefant, mens vi havde kæmpet mod immigrationsmyndighederne. 

Dagen efter gensynet stod den på sightseeing og shopping i Pokhara, og sørme om jeg ikke fik købt alt muligt ragelse med hjem. Jeg har efterfølgende sendt hele 25 kg. hjem med DHL for ca. 2300 kr. Temmelig dyrt, men det er kommet sikkert hjem, og det tog kun 4 dage. Så alt i alt var det vel pengene værd - hvis tingene altså ikke er gået i stykker.

Fredag morgen tog vi så på morgentur. Vi skulle se solopgangen over Himalayas bjerge, og hvilken tur det var. Vi stod op kl halv 5 og blev hentet i bil kl 5 og kørt op til en bakke (som vel er 1800 m. over havets overflade. Herefter fulgte en ret anstrengende vandre/klatretur op til toppen af bakken (2200 m), hvorfra der var udsigt over nogle af Himalayas højeste bjerge. På billedet herunder ser man Henriks finger pege på et bjerg - Fishtail mountain. Det er ikke en gang tæt på at være det højeste vi kunne se (det yderst til venstre var vist nok det 6. eller 8. højeste bjerg i verden). 

At se solopgangen var helt fantastisk, og vi fik efterfølgende at vide, at det var det bedste vejr de havde haft i en hel uge. Endelig lidt held til nogen af os!

Efter solopgangen gik turen tilbage til Kathmandu, hvor de tre tilbageholdte (Kamilla, Amalie og jeg) tog på sightseeing, mens de andre tog på shopping - de havde jo været på turen før. Vi så buddhistiske templer med rigtige munke og det hele. Jeg knipsede lige det her billede, så I kan få en idé om, hvor meget ragelse, der er til salg. Og ja, jeg købte da naturligvis min del af det. Blandt andet nogle træmasker, som jeg håber jeg får taget mig sammen til at hænge op, når jeg kommer hjem. Men jeg købte ikke en bederulle som Thomas og Mette, eller en tromme som Henrik.

På sighseeing turen var vi også til et sted, hvor de brænder deres døde. Det var lige lovlig mærkeligt at stå og se på, mens ligene blev lagt på bålet, og vi gik hurtigt, da de startede. Men vi fandt noget, som var meget sjovere at tage billeder af - nemlig de her mænd. Godt nok ville de have penge for at vi tog billeder af dem, men de 10 rps (1,2 kr) var godt givet ud. Og far, ham der til venstre for mig har et meget vildere skæg end dit - måske du skal forsøge med hans udklædning til næste karneval?

Kathmandu var en helt fantastisk by. Og igen boede vi på det 5-stjernede hotel. Og sørme, om de ikke havde et kasino tilknyttet hotellet. Der skulle vi da liiiiige ind og prøve lykken. Og lykken var helt klart med os - de serverede gratis øl til dem der spillede, og eftersom man kunne nøjes med at spille for en ti'er af gangen, så kunne man drikke sig en ordentlig kæp i øret. Kamilla, Henrik og jeg fortsatte hele natten med at spille, og på en eller anden mærkværdig måde formåede Henrik at vinde 4000 rps (450-500 kr), jeg tabte kun 500 rps (60 kr), mens Kamillas tab var uvist. Men når nu man tænker på, hvor meget alkohol og smøger der blev konsumeret den aften på kasinoernes regning, så tror jeg vist, at de skal overveje om de har en god forretning. I hvert fald blev vi sat under overvågning, fordi vi blev ved med at vinde. Og nok også fordi jeg på et tidspunkt var nede på gulvet for at undersøge dealerens sko.. Men de var så fede, at jeg da lige måtte se næmere på dem... Hvorfor pokker vi ikke blev smidt ud, aner jeg ikke, men da klokken var halv 4 og Kamilla ikke kunne stå oprejst længere besluttede vi, at nu skulle vi nok hjem i seng.

Billedet her er taget da vi kom hjem, og det viser vist dejlig meget, hvor god en aften det var. Og ja, det er en bedekæde, som Henrik har om øret.. Hvorfor vides ikke, men det er vist heller ikke så vigtigt.

Sådan et sk*de bureaukratisk land!

Så kort og præcist kan det siges. Og hvis man tilsætter lidt flere bandeord og en stor potion vrede, så har man nok nogenlunde sådan, som jeg har det med Indien lige nu.

Eller... Sådan som jeg har det med det indiske bureaukrati.

Jeg skulle have været til Nepal lørdag d. 8. november på det, der i folkemunde ville blive kaldt en hundedyr ferie. Vi var 6 personer (5 danskere og en nordmand), som havde bestilt en ferie i Nepals land, hvor vi skulle ride på elefanter, sejle på søer og bo i junglen på 4-5 stjernede hoteller. Alt var gået helt fint indtil afrejsedagen - selv visum til Nepal var let at få.

Men ude i lufthavnen bliver Amalie, Kamilla (nordmanden) og jeg tilbageholdt. Efter sigende fordi skolen ikke havde registreret os. Vi forsøgte at tale os ud af problemet, og i halvanden time skulle vi skændes med den dumme mand i lufthavnen. Selvom vi viste papirer og  studiekort, så var det slet ikke nok. Næ nej, vi kunne ikke komme med flyet, lige meget hvor meget vi forsøgte at overtale ham.

I løbet af alt dette her spørger jeg manden, om jeg må se den regel, som siger, at skolen skal registrere mig, og det svar jeg får er, at eftersom jeg er en udlænding, så kan jeg ikke få lov til at se reglen - sådan er reglerne nemlig. Så vidt jeg er orienteret, så er der noget med menneskerettigheder og sådan noget pjat med, at man har ret til at vide, på hvilket grundlag man bliver dømt (og bedømt). Men den bed ikke på ham, og slutningen på det hele blev, at vi var tre, der måtte blive tilbage i lorte landet, mens de tre andre tog på ferie i Nepal.

Den dumme mand var ikke til at få noget hjælp fra - han var bare det der på godt gammeldaws hedder et kæmpe røvhul. Men heldigvis var der en flink og rar mand (den eneste, i øvrigt), som arbejdede for flyselskabet, som hjalp os med at få vores kufferter af flyet og få de rigtige stempler i passet. For vi havde jo fået emigreringsstemplet i passet, og jeg tror nok lige helvede havde været løs, hvis vi var emigreret i vores pas men stadig befandt os i Indien - det kan jo ikke lade sig gøre i deres bureaukratiske verden - hvordan kan man fysisk være et sted og i passet være et andet sted... Næ nej, du.

Men ham den flinke mand gav os vejledning til, hvordan han troede vi kunne løse problemet - nemlig ved at tage ind på politistationen og registrere os, sådan som man skal, hvis man har over 180 dages visum. Teknisk set er mit visum på 182 eller 183 dage, hvis man tæller helt nøjagtigt - der er jo nogle måneder, der er 31 dage i. Men Henrik (en dansker) havde været inde på selvsamme kontor og spørge, om man skulle registrere sig, når nu man havde 100-og-nogle-og-firs dage, og damen havde sagt nej. Godt med ren besked... Men det tror fandens, når man ser deres arkiveringssystem!

Så tog vi hu-hej-vilde-dyr ind til politistationen, men eftersom det var lørdag, så kunne vi naturligvis ikke registrere os den dag, men måtte vente til mandag... Hvor de i øvrigt først åbnede kl halv 12......... 

Søndagen blev derfor brugt til at slikke vores sår - vi var temmelig skuffede over at være strandet i Calcutta uden at vide, hvordan fanden vi kunne komme ud af landet.

Mandag kom, og så startede eventyret for alvor. Damen på registreringskontoret sagde, at vi IKKE skulle registrere os og blev ret så vred på manden i lufthavnen. Men nu var sket jo ligesom sket, og vi havde med store tykke bogstaver skrevet i vores pas "off-loaded". Det skulle jo ligesom forklares med nogle papirer, så løsningen blev, at vi alligevel skulle registrere os - en process, som tog 4 timer. Og vi kunne ikke liiiiige få papirene med den dag, for damen manglede lige nogle andre papirer, og de kunne da virkelig ikke komme før næste dag kl. 12. Til information er der EN daglig afgang til Kathmandu, og det fly går 13.50, og det tager også lige en time til halvanden afhængig af trafikken at komme fra politistationen til lufthavnen. Med andre ord; vi havde røv travlt, og eftersom damen da virkelig heller ikke kunne komme på arbejde før kl 12 næste dag, så havde vi lidt solgt vores muligheder for at komme til Nepal tirsdag.

Men ved et rent mirakel kom vi ind på stationen kl 11, og en mand begyndte at indskrive vores formular i en stor tyk og støvet bog. Noget han vel strengt taget kunne have gjort dagen før, eftersom de havde papirene. Men der var ikke noget, der skulle være let. Og når man nu har set arkiveringen og får at vide, at de hverken havde telefoner, computere eller kopimaskiner, så kan det ikke komme bag på nogen. Vores papirer skulle vi i øvrigt også udfylde i 4 identiske kopier - de kunne jo ikke kopiere dem. 

Vi fik vores papirer i hånden 12.10, og så løb vi ned til vores taxamand, som holdte og ventede, og bad ham om at ræse til lufthavnen - forinden havde vi nemlig talt med den flinke flymand, som havde sagt, at vi kunne komme så sent som 13.15 og stadig komme med flyet. Af sti, af sted gik det, og sørme om vi ikke nåede det til kl 13.05.

I immigrationen... hvem stod der og lurede... Det gjorde ham lorte manden naturligvis, som havde afvist os. Og man kan jo ligesom ikke kalde en spade for en spade, når det er ham, der har ret til at beslutte, om ens 6.000 kr dyre ferie skal blive til noget eller ej. Så vi smilede bare og kom igennem immigrationen uden problemer... for nu.

Papirene skal nemlig afleveres igen, når vi forlader Indien permanent. Og der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor man skal aflevere dem. Damen på registreringskontoret siger, at hun skal have dem en uge før afrejse, men ikke tidligere og så udlevere et papir, der giver en lov til at forlade landet permanent. Men hun siger, at det SKAL være på det kontor i Calcutta, og ikke noget som helst andet sted. Lortemanden i lufthavnen sagde derimod, at man kan aflevere papirene i en hvilken som helst lufthavn man forlader Indien fra. Tja, hvad fanden skal man tror på? Det er en opgave, der skal løses indenfor de næste 2,5 uger inden skolen slutter.

Her er i hvert fald et bevis på, at jeg har været inde forbi deres kontor - hermed foreviget.

Diwali

Indere har jo ligesom også helligdage. I ugen før efterårsferien i DK, hvor jeg jo var i Rajasthan, fejrede de Durga Puja - noget med en mange-armet dame, der rækker tunge.

I sidste uge var det så Diwali. Hvad historien er, har jeg ingen anelse om, men det er nok noget med en gud, der tager ud og lammetæver indernes fjender. Eller også er det noget andet. I hvert fald mener jeg, at de kaldte Diwali for noget i retning i af lysets fest. Og det var der noget om.

Vores ellers utrolig kedelige kantine var pyntet op som om det var nytår, og der var hængt lyskæder op over det hele - jeg blev endda tilbudt en lyskæde til altanen, der kunne blinke i alverdens farver i alverdens mønstre. Desværre havde jeg ikke en ledig stikkontakt, så jeg kunne virkelig desværre ikke have den hængende. Ih altså.

Om tirsdagen i sidste uge var det så officel Diwali med middag i den pyntede kantine og bøn og pletter i hovedet og fyrværkeri og alt muligt andet. Og middagen var helt fantastisk. For en gangs skyld viste de her indermænd i kantinen, at de faktisk kan lave lækker mad. Hvorfor pokker de ikke har lavet det i de sidste to måneder ved jeg ikke, men nu hvor jeg ved de kan, bliver jeg skuffet hver gang jeg kommer ned i kantinen og ser, at det er det samme knald vi skal have igen igen.

Der var som sagt også bøn, og efterfølgende blev der uddelt pletter i panden. Og det skulle jeg da også lige have:

Amalie og jeg med fine lyserøde pletter.

Om lørdagen blev der så holdt en mere officiel fest på skolen, hvor alle var klædt ud i traditionelt indertøj - damerne i saree og herrene i noget kjortel værk. Og hvor var vi fine! Jeg havde købt en silke saree i Rajasthan, og den skulle luftes. Men hvor er det svært at binde sådan 6m stof rundt om livet og overkroppen, så det ser fint ud. Det er en hel kunst at kunne gør det ordentligt, så man ikke falder over den, så man ser de fine mønstre, og så den ikke ryger af i tide og utide. Jeg havde fået en folder i forretningen, hvor jeg købte den, så jeg gav mig frejdigt i kast med det. Efter et kvarter måtte jeg kalde på nabo Mette og få hende til at hjælpe mig - det er påkrævet at bruge 3 hænder for at binde det stykke stof... Måske det er derfor de altid bor så mange sammen

Men resultatet var helt fantastisk. Alle udvekslingsstudenterne var fint klædt på, og inderne var ganske bedårende. Og naturligvis fik jeg taget et par billeder. Her er jeg sammen med Alexe, som er fra Frankrig.

Og det her skal I heller ikke snydes for. For hvor tit finder man lige sig selv ved siden af en turban mand med en rose i hånden? Navnet er Jappi - eller det er det jo ikke, men jeg har givet op overfor nogle af de indiske navne, så forkortelser er at foretrække. Og jeg skal også lige blære mig med, at jeg nu har fundet ud af, hvordan man vender billederne her på bloggen.. Jeg er helt stolt af mig selv!

Nu med kameler og elefanter

Hvis jeg skal være helt ærlig, så anede jeg ikke, at der var kameler i Indien. Troede faktisk kun de hørte Mellemøsten til. Men så tog jeg jo så til Rajasthan, og så blev jeg klogere. Faktisk så meget klogere, at jeg nu også ved hvor meget kameler er værd, så næste gang der er nogen, der tilbyder at købe mig for kameler, så kan jeg forhandle om prisen. For den interesserede, så står den billigste kamel i 15.000 rupees, mens en god avls-kamel let ryger op omkring de 30.000. Bare lige som information til de fædre, der overvejer at gøre en god handel med deres døtre...

Som fortalt tidligere, så fik vi redet lidt mere på kameler end bare lige en enkelt gang. Faktisk fik vi set solnedgangen over ørkenen også. Første gang vi red var det jo bare lige 5 minutter - anden gang ude i ørkenen var det vel en times tid alt i alt, hvis ikke lidt mere. 

Mettes kamel fører var 5 år gammel og kunne stå på sadlen bag hende og holde hende på skuldrene mens kamelen gik - tror hun syntes det var en lige lovlig ung kamel fører, og det kan jeg sådan set godt forstå. Thomas' fører var ikke meget ældre, mens min påstod han var 17, selvom han nu stadig havde overgangsstemme og ikke så ud til at være 17.

Nå, men vores kamelfører sad bag på kamelen i modsætning til de andres - med det resultat, at vi fik rig mulighed til at galopere på kamelen. Og lad mig gøre det HELT klart - det er ikke en synderlig rar fornemmelse. Og det er pænt hårdt for inderlårene; der er sgu langt ned fra sådan et dyr, så jeg skulle ikke falde af.

Når det kommer til viden om elefanter er det jo en hel anden sag. Alle har i skolen lært, at der er to slags elefanter - den afrikanske og den indiske. Forskellen er størrelsen på deres ører, og den indiske har de mindste ører. Det kan godt være, at der er andre forskelle, men det er lige den forskel, som har bidt sig fast i min hukommelse. Det er jo utroligt, hvad der gemmer sig derinde i den hjerne. Forskellen på elefanters ører, og George Michael tekster... Hvilken alsidighed - grænsende til det ligegyldige. Beviset for phytagoras er i hvert fald ikke derinde.

Nå, det var elefanter og ikke hukommelse jeg skulle fortælle om. Selvom man jo siger, at elefanter har god hukommelse.

Vi kom til at ride på elefanter i Jaipur - og selvom det kun var i 15 minutter, så var det er oplevelse uden lige. Hvis man synes der er langt ned fra en kamel, så er der overdrevet langt ned fra en elefant. Og den er endnu mere vild, når den rejser sig op. Der gælder det altså om at holde fast! 

Vi red ned gennem gaderne, mellem busser, biler og cyklister, og for en gangs skyld følte jeg, at jeg ikke var i fare i trafikken - der er ikke mange, der tør køre ind i en stor elefant. 

Det var ret vildt at sidde deroppe og trone og mærke sådan et stort dyr gå. Og sådan en oplevelse kan man altså ikke lige få i Zoologisk Have - selvom det kunne være fedt, hvis man kunne.

Efter vores tur fortalte vores guide os, at der for nogle år siden havde været et tilfælde med en elefant, der var gået amok mellem turister og desværre havde slået et par stykker ihjel. Det skyldtes, at elefanten var blevet irriteret på en guide, der brugte en fløjte, og fordi den stakkels elefant havde reddet med turister hele dagen var den blevet træt og irritabel. Efterfølgende er der blevet lovgivet om, hvor meget elefanter må arbejde om dagen, og så vidt jeg husker må de kun gå tre ture med turister om dagen for at minimere deres frustration over at skulle lægge og rejse sig hele tiden. I øvrigt en bevægelse som ikke ser særlig behagelig ud. Men jeg aner ikke, hvordan elefanter sover, og hvis de lægger sig ned for at sove, så skal de alligevel ned på vommen... Nå, sidespring, men min pointe var bare, at jeg håber det at rejse og lægge sig ned ikke er alt for ubehageligt for elefanten, for det ser ikke rart ud.

Og ja, det er elefant lort, der ligger lige der ved siden af mig. Og I kan tro, at jeg var bange for 2 ting her: at træde i en, og at blive trådt over fusserne af dyret...

Se mig, mor.....SE MIG!!!

Jeg har aldrig i mit liv set så mange forter, som jeg har set i Rajasthan. Hver eneste middelmådige by har jo et fort, der får Hammershus til at ligne et dukkehus. Men man kan jo godt  forstå dem, når nu de engang jævnligt blev plyndret af mongolerne på deres mongolheste. Og historien går, at mongolerne (og alle de andre røvere - gad vide om Kasper, Jesper og Jonathan også lige var forbi...) ikke ville styre landet, de ville bare have fat i rigdommene. Og hvis det nu er sandt, så ville jeg også gemme mig bag tykke røde sandstensmure og kaste med rådne æbler indtil røverne forsvandt.

Nå, egentlig er det jo ikke fortene, der har interesse i den her historie. Det ville undre mange, hvis det var. Nej, historien er, at på de der fort er der mange bondefangere, som vil sælge turisterne alt for træelefanter til smykker, og som så i øvrigt kræver penge, hvis man stiller sig op og fotograferer dem.

På et af de besøgte forts var der så en slangetæmmer. Yeps, sådan en med turban, fløjte og en kurv med tilhørende kobra slange. Og ham her var temmelig insisterende på, at vi da lige skulle komme over og fløjte en melodi for den fine slange... 

Thomas var fit for fight, men jeg skulle liiiiiige tage mig lidt sammen. Resultatet blev, at han fløjtede først, og da jeg så, at han jo ikke blev bidt eller noget, så tænkte jeg, at så kan jeg fandme også gøre det. Hop hop, mig over til tæppe og fløjte. 

Og nu vil jeg for at berolige den stakkels læser - nok mest mine forældre - at slangerne desværre (ikke desværre for mig, men desværre for slangerne) bliver udsat for dyreplageri, idet de får hevet deres hugtænder ud, når de skal bruges af slangetæmmerne. Det betyder reelt, at kobra slangerne her ikke er mere farlige end den danske snog. Men det kan man jo ikke se på dem, og derfor ser det her stunt dejlig farligt ud. 

Fascinerende er det dog, at slangerne står i den der hug-position, når låget bliver fjernet fra æsken og musikken spiller. Hvorfor de lige reagerer sådan på musikken ved jeg ikke, men de virker i hvert fald hypnotiserede.

Vi så en hel del slangetæmmere, men når man tænkte på deres manglende tænder, så virkede bedriften jo ikke helt så overvældende. Jeg blev dog godt gammeldags imponeret en dag vi kørte ind til en restaurant midt ud i ørkenen (hvor alle souviniers koster ca. 10 gange så meget som i byerne og maden er dårlig - tilgengæld er den dyr....!), og hvor vi så to børn i tiårsalderen stå med en meget stor slange om halsen. Vi spurgte vores chauffør, hvad det var for en slange. Han kiggede ud af viduet og på børnene og svarede så i det roligste toneleje, jeg nogensinde har hørt:

"Det der? Det er en python slange". 

"Ahm....", sagde jeg. "Er det ikke slanger der lever af at kvæle deres ofre og så spise dem bagefter?".

"Jo, jo", svarede han.

Lige der var jeg glad for at jeg sad bag glasruder og kiggede ud på den farlige verden og ikke skulle spille musik for den slange... Indien er altså et vildt land... Nå ja.. haha... vildt... Ok, det er et land, der byder på overraskelser hver eneste dag. Og nogle gange lidt flere og større overraskelser end jeg lige er klar til.

Jeg ææææææælsker kameler

Mine beretninger om turen til Rajasthan er altså lidt forsinket - primært fordi internettet her på skolen har været nede siden vi kom hjem. Men jeg er ved godt mod, og lover at forsøge at fortælle om mine oplevelser derude i ørkenen.

Vi var ude at ride på kameler. Og jeg elsker kameler. Elsker dem simpelthen. De her verdens fedeste underlæbe - når de går bævrer den i takt med dens trin... blævr, blævr, blævr. Det eneste, der mangler er bare en lille spytklat, der hænger ud af mundvigen, så ville billedet være komplet. Det dyr er simpelthen fantastisk. Den er ligeglad med at stå i den brændende sol i 40 grader derude i ørkenen; den kigger bare dovent på dig.

Men vi var ude at ride på sådan en. Og der er en grund til at den hedder ørkenens skib... Selvom jeg nu nok ville kalde den Titanic. Det er en prøvelse, når den rejser sig op - hele verden gynger, og man er ikke langt fra at falde ned hvis man et øjeblik glemmer at holde med arme og ben. Det var utrolig sjovt at prøve, og da vi først havde prøvet det en gang, så skulle vi da igen. Senere på turen tog vi en tur ud i ørkenen for at se solnedgangen, men det er et indlæg for sig selv.

Det her billede er i hvert fald dedikeret til min søster - du kan få en kopi til at hænge ud til toilettet.... Det er et godt billede... Hvor jeg æææææælsker kameler.

Taj Mahal

Vi tog lige et lille smut til Agra, som ligger ca. 5 timer i bil fra Delhi. Her ligger det verdenskendte gravmonument Taj Mahal. En kort historieforelæsning følger: En stor maharaja mistede sin yndlingskone i barselssengen (vist nok hendes 10. barn eller deromkring), og besluttede at bygge hende et stort og flot monument til hendes minde. Det er bygget i hvid marmor med detaljerede inskribtioner og farvede marmor indlagt i flotte mønstre. Det ligger på bredden af en flod, og det var hans plan at bygge et lignende gravmonument til sig selv på den anden side af floden, bare i sort. Hans søn syntes dog det var lige lovlig spild af penge, tog tronen fra sin far og spærrede ham inde i et nærliggende fort, hvor han havde udsigt til Taj Mahal. Den stakkels mand døde ca. 2 år senere.

Nå, nok historie.

Vi tog ud til Taj Mahal lørdag morgen kl halv 7, for det skulle være så smukt i morgen lyset, og desuden skulle der være færre turister. Der var nu en hel del, og det tog os vel omkring 40 minutter at komme ind, men det var hele ventetiden værd.

Hele stedet er ubeskriveligt, og det kan virkelig ikke betale sig at prøve. Det skal bare ses. Thomas siger at han har læst, at det er en af de ti steder på jorden, som man skal skynde sig at besøge inden det er for sent. Luftforureningen og de mange turister tærer nemlig på stedet. Men det tager sig nu utrolig smukt ud, og jeg er glad for, at jeg skal dertil igen i December, når Lasse kommer på besøg - det kan helt klart godt tåle at blive set igen og igen.

Vi boede på et ret så godt hotel - varmt vand og swimming pool er lige det, der gør det hele godt. Og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige trak i badetøjet og hoppede i pølen efter en dag med sightseeing.

Den skarpe læser vil kunne se, at jeg er til venstre, Mette i midten og Thomas til højre...

Så er vi på tur

I torsdags tog Mette, Thomas og jeg fra Calcutta kl halv 5 om morgenen for at tage et fly til Delhi. Vi har bestilt en rejse gennem Rajasthan gennem et rejsebureau, og har betalt gode penge for det, så vi har en privatchauffør og egen bil helt indtil søndag d. 12. oktober. Vi skal se både Taj Mahal, ride på elefanter og kameler og se utallige forter og slotte. Og sikkert en hel masse andre ting.

Jeg vil forsøge at skrive nogle forskellige indlæg om de forskellige dage, så det ikke bliver en stor pærevælling, men eftersom internettet er af svingende karakter på rejsen, så bliver det hele forsinket lidt. Men bær over med mig - der skal nok komme lidt af hvert.

Fødselsdagsvideo

Her er den så: Videoen, hvor jeg får æg, kage og alt muligt andet i hovedet.

Nyd den og vid, at mit tøj faktisk blev rent efter kun en enkelt tøjvask

Krokodiller og andre vilde dyr

Her i weekenden har jeg været på udflugt. Adventure Clubben her på skolen havde arrangeret en udflugt til Sunderban Tiger Reserve omkring 100 km syd for Calcutta, midt i Ganges flodens delta. Alle de forskellige facts om kvadratkilometer og mængden af øer kan jeg selvfølgelig ikke huske, men jeg kan huske, at det er et kæmpe stort område, og at der er ca. 256 tigre der, plus minus et par stykker. En enkelt sagde også, at der i gennemsnit bliver spist otte mennesker om året af tigrene - med andre ord er de ganske menneskeædende.

Det hele startede, som det burde - bussen var halvanden time forsinket på grund af regn, så vi kom først afsted kl kvart over tre om eftermiddagen. Men, men, men... Kære Line søster, og alle andre, som har sagt, at de ikke tror på, at køerne er midt i det hele i Calcutta; Jeg fandt en lille ko kalv midt på gaden, som jeg da selvfølgelig skulle have et billede af:

Op i bussen kom vi, og den fik HT busser til at se ud som en luksus bus. Vi skulle køre i bussen i ca. 4 timer, og der var naturligvis ikke noget toilet eller sådan noget. Aircon var der heller ikke noget af, så der blev hurtigt utrolig varmt, når vi holdt stille og vinden ikke kom ind i bussen - hvilket skete i det meste af halvanden time gennem Calcuttas trafikkerede gader.

Efter ca. tre en halv times kørsel kommer der en høj lyd fra bagenden af bussen, og der lugter utrolig forkert. Ind til siden kører vi midt ude på landet, og det viser sig, at det ene dæk er punkteret. Vi kører ca. 200 meter frem og kommer ind i en lille bitte bitte landsby, hvor man kan købe tchai (indisk te - det med masser af sukker, mælk og krydderier) og noget mad af tvivlsom karakter. Der står vi til stor morskab og underholdning for de lokale, der bare glor og glor og glor. En ting har jeg da opdaget hernede, og det er, at inderne ikke har samme fornemmelse af privatlivets fred, som vi har. De kan stå helt op og ned af en og stirre, uden på nogen måde at virke som om de er forstyrrende.

Ind i bussen kom vi igen, og så kørte vi en halv times tid, og så var vi ved båden. En af den slags både, der ikke har en autoriseret landgangsbro, men derimod en planke og to indere, der holder en pind, man kan støtte sig til, mens man går over. Pladsen var træng, og toilettet var.. Nå ja, men i det mindste var der da et sted man kunne komme af med sit vand. Vi fik noget mad, og så sad vi ellers på den båd i tre timer indtil vi kom til vores hotel. Hotel og hotel... Der var en seng, en bruser og et toilet, der ikke kunne skylle ud, men i det mindste var der en propel i loftet.

Fra venstre: Mette, Mika og Kamilla. Mette er her sammen med sin kæreste Thomas, og de er mine naboer. Jeg skal ud at rejse med dem her om en uges tid til Rajasthan. Kamilla er fra Norge og er alle tiders.

Næste morgen kl 7 var der mødetid ved båden. Vi var der stort set alle sammen til tiden, og 7.15 kunne vi sejle fra kaj og fortsætte ud i den store verden. Og sikke en  verden det var i dagslys. Dagen før havde det været smukt i månelys, men vi kunne jo ingenting se. I solskin kunne vi for alvor se vandet, øerne, træerne og fuglene.

Det meste af dagen sad vi på båden, og gjorde kun holdt ind til udsigtsposter, hvor man kunne være heldig at se en tiger. Ikke noget med at gå inde i junglen eller noget, nej, her var vi for alvor beskyttet af hegn. Desværre så vi ikke nogen tiger, men vi så fodspor efter en ved flodbredden, og vi så en stor fugl, der efterfølgende viste sig nok at være den store sjælden "adjudant-stork". Så mor - nu har jeg slået op i en bog for at se hvad det var for en fugl; håber du er stolt af mig...

Ved et af stoppestederne peger en af besætningsmedlemmerne på båden pludselig ud i vandet og siger på sit gebrokne engelsk: Croco, croco. Og sørme så. Ude i vandet, vel 200 meter fra os ligger der et objekt, som kunne være en træstamme. Bare med en undtagelse - den bevæger sig tværs over vandet, modsat strømmen. 

Det var en smuk tur, det vil jeg sige. Det var herligt at komme væk fra Calcuttas larm, os og affald. Herligt at sidde på båden og bare kigge ud over et flot landskab og være væk fra den virkelige verden.

Selvfølgelig var hjemturen også kaotisk - det er jo Indien det her.

Vores bus var forsinket, da vi skulle hjem og efter 300 meter skal vi sørme ud at kigge på dækkene igen. Dog er vi ikke punkteret, men mangler bare luft. Det tager alligevel en halv times tid at få klaret bussen, og så går hjemturen. Tisse pauser var der ingen af, så det måtte blive klaret ved en benzin pause bag et skur. Tror nok jeg bliver en habil by tisser, når jeg kommer hjem. Men det der mygstik plager mig nu stadig.

Fødselsdag, jo tak.

Den 19. september er som bekendt min fødselsdag. Det ved de fleste derhjemme. Og af en eller anden grund vidste de det også hernede. Og inderne har en anden måde at fejre fødselsdag på, end vi har derhjemme.

Jeg har hørt det ud af vinduet - hyl og skrig, og kagerester ud over det hele. Men hvor slemt kan det være, tænkte jeg... Slemt, viste det sig.

Kl 23.50 havde jeg mødepligt et sted på campus, hvor folket langsomt samlede sig. For rygtet havde spredt sig - en af udvekslingsstudenterne skal have kage i ansigtet. For det er det, deres tradition går ud på - at smøre kage ud i hovedet på fødselsdagsbørnene. En kage stod parat og instrukser blev givet til alle os udlændinge. Og så måtte jeg knæle ved siden af kagen og lade en fyr føre mit hoved ned i kagen. Mums.. Eller...

Og så gik den vilde fest ellers. Mit hoved blev kørt rundt i kagen, og når jeg så havde det over det hele, så skulle jeg lukke øjnene i 30 sekunder mens der var fri leg for alle andre. Æg blev knust over mit hoved, sukker vand blev hældt ud over mig, og mere kage blev kørt rundt over hele min krop. I kan tro, at jeg følte mig lækker...

Da al smøreriet var overstået fik jeg stukket en øl i hånden og fødselsdagssang fulgte... For ikke at tale om et langt koldt bad med 4 hårvaske, som ikke helt var nok til at få alt ud af håret.. Men skik følge, eller land fly, ikke sandt... I øvrigt eksisterer der en video af det, og den planlægger jeg at få uploaded så snart jeg får fingrene i den.

Men fredag forløb helt som en rigtig fødselsdag. Jeg blev vækket med morgensang af danskerne og nogle af dem havde sat balloner op om min dør, så jeg lignede et helt sølvbryllup. Rigtig hyggeligt, lige som det skulle være. Senere på dagen tog vi på byens dyreste restaurant og fik en rigtig ko bøf. Ah... hvor var det dejligt at få noget andet end ris og linsesovs... Sådan skal en rigtig fødselsdag fejres. Og det var slet ikke slut endnu. For vi tog videre på den der natklub, Venom, hvor der var gratis drink til fødselsdagsbarnet. Utrolig mange indere kom over for at trykke mig i hånden og sige tillykkke. Også folk jeg aldrig har mødt. Men jeg var ligeglad - det var min fødselsdag, og så skal man da fejres med maner, ikke sandt?

Lige et lille snapshot udenfor natklubben. Det er mig i den lyserøde sag, Henrik i midten og Thomas til venstre.

Gad vide hvor udtrykket "Regntid" kommer fra?

Henrik optog denne lille film på sin mobil telefon i lørdags - der hvor det væltede ned. Trappen kommer ned fra et fladt tag, og man må sige, at der er temmelig meget knald på vandet.

Tjek den ud, og kom så ikke og sig, at det ikke regner hernede

Monsun Regn

Så kom den. Monsunen ramte os i går. Ja, ja, det har regnet i ny og næ, og her er vildt fugtigt i luften, men vi har ikke haft ordentlig regn. Ikke før i går. Men så ramte det os også for fulde gardiner.

Himlen var grå og truende sådan som den kan være i Danmark, når der er heldagsregn på vej. Men så stoppede lighederne også. Det væltede ned i lårtykke stråler. På et kvarter blev afløbsrenderne under vinduet fyldt, og vandstanden på græsplænen steg med alarmerende fart. Efter en halv time kom lyn og torden så. Startede rimelig ok, men efter kort tid var det klart, at lynene var på vej i vores retning - der blev kortere og kortere tid mellem lynglimtene og bragene. 

Og pludselig, så var det som om den gode gamle Thor stod over os og svingede hammeren. Glimt og brag ramte simultant, og jeg tror helt ærligt, at lynet slog ned i det nærliggende vandtårn. Al strømmen forsvandt i noget tid, og flere lyn og samtidige brag fulgte. Nu er jeg jo ikke den store fan af torden vejr, og jeg må indrømme, at jeg  var klar til at lægge mig under sengen og bare kalde på min mor. Det var rigtig skræmmende, og bragene var øresønderrivende. Og som om det ikke var slemt nok, så gik nogle af inderne ud i det, for at opleve et rigtigt uvejr. Tosser, hvis I spørger mig. Godt nok er der høje bygninger med lynafledere og masser af træer, og en hel del søer, men lynnedslag skal man sgu ikke spøge med. Nej tak, jeg blev indenfor og hev stik ud af kontakten - jeg gør det normalt ikke derhjemme, men hernede kan man ikke helt stole på det indiske el-net. 

Vandmængden steg hurtigt, for det væltede ned. Græsplænen stod under vand, og nogle af gangene blev omdannet til kæmpe vandpytter, som man skulle vade igennem for at komme nogen steder. Og så tænkte jeg, at det måtte jeg da lige have et billede af:

Amitbah Bachan - say who?

Nu er det jo sådan, at jeg er i Indien. Og når man siger Indien, så skal man også sige Bollywood, som jo som bekendt er Indernes svar på Hollywood. Og Bollywood har stjerner, ingen tvivl om det. Med 1,3 mia. mennesker i Indien og et publikum der spreder sig over hele verden, fra Pakistan til Norge, så har nogle af disse stjerner den største fanskare i verden. Og Bollywoods svar på Sean Connery hedder så Amitbah Bachan, og har i øvrigt lidt samme slags grå skæg. 

Og hvordan ved jeg lige ved det, kan der måske være nogen, der tænker. Jo det ved jeg, fordi jeg har set ham live. Godt nok ved et tilfælde og på afstand, men ikke desto mindre har jeg været i nærheden af nok verdens mest populære mand, målt i fans. Bum, bum, siger jeg bare.

Historien er som følger:

I fredags tog Thomas, Mette og jeg ind til vores normale indkøbscenter. Da vi ankommer efter en noget stresset tur gennem Calcutta ser vi, at der er hundredevis af politimænd og andre officielt udseende mennesker udenfor og indeni centeret. Vi forhører os hos en mand, som fortæller os, at der kommer en stor stjerne idag - The biggest star, you know" siger manden... Ja ja, tænker vi, stor stjerne, den er god med dig. Men hele centeret er pyntet op, og der er sat spærringer op hist og her, og efter noget tid går det op for os, at der er præmiere på ham der den store stjernes film, og at han kommer til centeret for at være med. Der er rød løber, pynt og alt hvad der bør være til en stor stjernes besøg. Folk er også begyndt at stille op for at få de bedste pladser, selvom klokken kun var 17, og at han først ville komme ved 20.30 tiden. Skøre indere tænker vi, og går ned og får en fodmassage hos Thai-Spa.

    

3 timer før ankomst er folk begyndt at tage opstilling, og som manden ankommer går mængden amok - desværre er billedet taget på højkant, og jeg kan ikke finde ud af at rotere det på denne blog. Så vend hovedet, så toppen vender mod venstre og hagen mod højre, eller drej skærmen, så har du det i den rigtige vinkel.

Vi får også rigtig god mad på en fancy kinesisk restaurant (vi er ved at være trætte af Dahl, som er linsesuppe i forskellige farver og konsistens, men med samme smag). Vi kigger på uret og bliver enige om, at vi da lige vil prøve at gå ud i centeret og se, om vi kan få et glimt af ham der superstjernen. Vi går vel ca. 100 meter ud i centeret, da folkemængden går amok. Og der er tale om en folkemængde - skal jeg give et skud fra hoften, så var der måske 15.000 indere, der råbte, skreg og huede. Vi får kæmpet os hen til kanten og kigger ned. Og der kommer han så, Bollywoods største stjerne. Henrik har stillet sig et strategisk godt sted, og står allerforest, da manden kommer gående på etagen nedenunder. Som Henrik knipser billedet kigger manden op og vinker - sikke et scoop. Inderne var vilde med Henriks billede og gav ham deres email, så han kunne sende dem billedet. Jeg har lagt det her på bloggen, så I kan se, at jeg mænger mig med celebrities hernede.. Eller noget. Men en oplevelse, det var det da.

Ham der stjernen er ham med det hvide skæg og brillerne i den sorte habit - han vinker .

Blomstermarked

I går var vi nogle stykker, der tog til et "Flower Market", som ligger i den nordlige del af down town Calcutta - ikke at det gør nogen af læserne i Danmark klogere, men det er lige meget...

Som altid var køreturen en oplevelse - mest af alt fordi taxachaufføren ikke vidste, hvor det var henne. Heller ikke da vi viste ham Lonely Planet's kort over, hvor vi kunne finde markedet henne, kunne han finde det. Så turen blev lidt længere og lidt mere usikker, men efter at vi havde fundet en politimand, som viste os vej, fandt vi det endelig. Og jeg må sige, at jeg nu, her efter to en halv uge, endelig har fået en ægte autentisk oplevelse.

  

Til venstre er der et stemningsbillede, hvor man kan se, hvor tæt boderne stod, og se, at der blev solgt alle mulige forskellige blomster, lotus blomster, roser, iriser og utallige andre slags blomster jeg slet ikke kender. Man kan også ane en hvid mand midt i det hele - der er tale om Thomas, en dansk fyr. Vi møder jo ikke særlig tit andre hvide mennesker, så når der endelig er nogle på mine billeder, så er det nogen fra vores skole.

Til højre ses nogle blomsterkæder/-kranse, lavet af ubestemmelige orange blomster. Disse kæder bliver ofte set på statuer af indernes forskellige hinduistiske guder. Jeg overvejede at købe nogle af kæderne til at hænge på værelset, men det er vist lige lovlig blasfemisk, så jeg må nøjes med at have nogle farverige billeder af det.

Desværre fik jeg ikke knipset lige så mange billeder som de andre, men en af de andre fik fanget mig sammen med en del lokale. De er nemlig vilde med at blive fotograferet, og der bliver uddelt så meget street-credit, når man kan vende sit digital kamera og vise dem billedet. Og når man stiller sig op og tager billeder, så vrimler inderne i alle størrelser og aldre til. Når jeg får fanget en af de andres kameraer, så vil jeg uploade et af billederne, så man kan fornemme stemningen.

Calcutta - set med den riges briller

Sikke en by jeg er kommet til. Man kan meget let give Calcutta titlen "Kontrasternes By", men på den anden side, så er hele Indien fyldt af kontraster.

I fredags var en dansk pige, Mette, og jeg inde i indkøbscenteret, hvor vi efterhånden har været nogle gange. Vi fik øje på en "Thai Spa" - et massagested - som ligger inde i centeret. Og man er jo ikke pige for ingenting, så der bestilte vi 45 minuuters massage. Det var nok tæt på det lækreste jeg nogensinde har fået. Der var thai damer, som opførte sig ydmygt og bukkede og smilede, og der var behagelige liggestole, rislende vand og afslappende musik. Så vores fødder blev gennem masseret og det var bare en helt igennem fantastisk oplevelse. Prisen var også rigtig god - for to damer slap vi med 1500 rupees; ca. 160 kr. Skal jeg tilbage - det tror jeg vist nok jeg skal! Og der var ikke nogen tvivl om, at det var overklassen eller i det mindste den rige del af middelklassen, som kom der. Det er mærkeligt at komme fra Danmark og være en del af dem, der tjener ret lidt, og så komme hertil med min SU og så blive en del af dem, der har råd til at få massage og den slags.

Anderledes blev det så, da vi skulle hjem. Som altid blev vi samlet op af en taxa-dealer; en som fanger folk og sætter dem ind i taxaerne. Fordi vi er de eneste hvide, der kommer i det center, så er taxa-dealerne begyndt at vide at vi skal til "the management school". Også ham her gættede det, og vi steg ind i taxaen. Men så steg også han ind i taxaen og kørte med os. Ikke noget med at høre, om det var ok eller noget i den stil - nej han hoppede bare ind på forsædet sammen med chaufføren, og så begyndte vi at køre. Det var ret mærkeligt - heldigvis er her utrolig befolket, hvis ikke overbefolket, så vi følte os ikke på noget tidspunkt i fare eller forulempede, men tanken strejfede os da, at det ikke var en optimal situation. Vi blev en smule usikre på det hele, da taxaen trak ind til siden og ham taxa-dealeren hoppede ud, og gik over til en kiosk, og chaufføren holdt ind til siden og ventede. Det viste sig så bare, at manden skulle have cigaretter. Men hjem kom vi, og der var ikke noget suspekt over resten, det var bare en rigtig mærkelig oplevelse at have en ekstra mand med i taxaen, som tog det for givet at han måtte komme med.

Alle disse er rigmandsproblemer - havde vi haft færre penge havde vi taget bussen. Men det må vente lidt endnu - det er en stor mundfuld, for busserne er stopfyldte og har ikke nogle planlagte stoppesteder. Man hopper bare af og på bussen, når den holder nogenlunde stille. Det er lige lidt for meget for mig endnu; er stadig ved at vænne mig til, at man er ved at køre nogen ned hver eneste gang man kører i taxa.

I går nat var vi på natklub - Venom hedder den mest trendy natklub. Den er meget vestlig, og musikken er edder dylme høj. Musikken er en blanding af 90'er musik (vi hørte den der "Pump it up, pump the jam"), nutidigt vestligt og en hel del Bollywood musik. Det var super sjovt at opleve, og inderne tog masser af billeder af alle os udvekslingsstudenter, der var taget derind. Vi var også pludselig samlet 25 hvide mennesker på samme sted, og det er et særsyn her i Calcutta, hvis ikke hele Indien. Drinks er næsten det samme som i Europa, desværre, men den virkelige oplevelse var også at mænge sig med de unge, smukke og rige indere. Utroligt hvor stor forskel der kan være på folk her i byen - tynde udslidte og underernærede mænd, der cykler rundt med passagerer eller varer, som vejer en krig, og så de rige, der bliver kørt til natklubben af deres privatchauffør. Ja, Indien er i sandhed et land fyldt af kontraster. Glad for, at jeg hører til på den rige side.

Livet på Campus - Part 1

Nu har jeg været her på campus i omkring 5 dage, og jeg er langsomt ved at vænne mig til det. I dag har  vi haft vores første forelæsning, så nu starter livet som studerende igen. Ærgeligt, men sådan er det nu engang.

Jeg har haft min første nats fulde søvn, har haft mine første strømafbrydelse (tak til biblioteket for den fine pandelampe!), har forsøgt at fortælle viceværten, at toilettet er stoppet, og at ting ligesom kommer tilbage op af det, når man skylder, har fået repereret min propel i loftet, har fået min første kop sorte kaffe på campus, og er blevet skidt på TO gange af fuglene. Alt i alt kan man vel sige, at jeg er faldet bare en anelse til. Derfor er det vel på plads med at beskrive, hvordan det er at bo her, vel vidende, at fornemmelsen nok bliver anderledes jo længere tid der går. 

Til at starte med, så bor vi ca. 16 på hver etage, hvor der er tidligere omtale sanitære forhold til deling. Jeg bor på anden sal, så heldigvis er der heller ikke så mange myg om aftenen, og jeg kan faktisk se himlen. Der er et væld af fugle - ved solnedgang (omkring kl 18.00) sidder de alle sammen i træerne og på hustagene og laver en infernalsk larm. Når de er færdige starter frøerne, og hvad for andre dyr, der ellers kan lave larm. Den anden dag blev vi vist rundt på campus, da det var mørkt, og der fik vi set ildfluer - et fænomen jeg ellers aldrig har set før. Der er vist nok 7 søer; jeg har kun set tre af dem, tror jeg, men den ene sø ligner den anden. Det er ret hyggeligt, og der er masser af palmetræer og andre træer, som fuglene sidder i og dropper en lille for-held-og-lykke-klat på uskyldige forbipasserende motionsløbere (og ja, det er altså mig, der var den uskyldige!). Desværre her jeg ikke fået taget billeder af søerne, så de må vente til en anden gang. Til gengæld har jeg taget et billede af vores svalegang... Ligner lidt en fængselsgang, og dørene er ikke meget anderledes. Men det er jo hjem, ikke sandt?

Der bliver desuden serveret mad i kantinen hernede. Og jeg tror ikke, at det ville være så godt, hvis Indiens sundhedskontrol ville komme forbi - selvom det vist nok betyder, at de skulle opfinde en først. Men maden er ok, selvom jeg er lidt træt af chili i min morgen omelet, massive mængder mælk og sukker i min kaffe, så den ikke længere har noget som helst til fælles med kaffe, og så tror jeg, at jeg i længden kommer til at savne friske grøntsager. Det gode er, at der altid er friskpresset juice, masser af mad (også bare almindelige ris, hvis man er lidt kedelig), og så er der jo masser af tilberedte grønsager. Men det bliver nu dejligt at komme hjem engang og få frikkadeller eller bare en omgang lasagne. Men, men, men - det er sjovt at prøve en masse ny mad, og det må man da sige, at jeg får mulighed for.

Jeg får også testet det der med regntid... For det regner. Ikke hver dag, men indtil videre har der været en hel del store regnskyl med masser af torden. Så regntid betyder vist ikke regn hver  dag, men temmelig tæt på. Det gode der er at sige om regnen er, at den køler alting ned, så her bliver helt rart at være. Men mine gummistøvler og regnjakke har været i aktion, og alting holder heldigvis tæt.

Mit visakort har også været i aktion. Vi har fundet et center inde i byen, hvor vi kan få alt muligt. Alt fra håndklæder og lagner til mærkevare bukser og pizza. Og alting er jo ret billigt hernede, og det gjorde det ikke bedre, at vi i går var i centeret for at se en film (Henrik - en dansk udvekslingsstudent - havde fødselsdag, så vi skulle jo fejre det), og så havde de sørme udsalg; op til 50% i rabat. Så der blev handlet. Jeg fik et par øreringe, og forhandleren siger, at perlerne er ægte og at der er tale om sølv... Tja, jeg fik øreringene for 120 rps - ca. 15 kr, så jeg har mine tvivl. Men pæne, det er de. Så fik jeg to almindelige kjoler og en meget pæn sort cocktail kjole for sammenlagt 500 kr. Så det var en god dag. Hov, jeg fik da også lige købt en håndtaske og en halskæde... Ja shoppet, det blev der da gjort. Og her bliver jeg nødt til at sige lidt om inderne. Jeg købte tidligere en billig telefon hernede i en Vodafone butik, som jo er internationalt kendt, så intet huskumsnusk der. At sælge mig en telefon og et sim kort var åbenbart en stor opgave, for jeg blev betjent af intet mindre end 5 indere. Godt nok var to af dem trainees, men 5 er bare for mange mennesker om at sælge en hvid dame en telefon. Er ret sikker på, at det med kun en enkelt ikke ville have taget dem 25 minutter så, men nok nærmere 10. Så kan jeg godt forstå det motto, som en inder har lært os...

3T: THINGS TAKE TIME!!!!

Home, sweet home...?

Calcutta, Kolkata...

Nu er vi her så. Og hvilken oplevelse. Hvis der var mange mennekser i Delhi, så er der total proppet i Kolkata. Og mindst lige så varmt og fugtigt, hvis ikke mere.

Da vi (nu er vi 4; Amalie, Asim, Henrik og mig) landede i lufthavnen efter en tur præget af turbulens, styrt regnede det. Hvis vi har skybrud i Danmark, så var det her himmelbrud - nøj, hvor var der meget vand. Heldigvis stoppede det, da vi gik ud mod vores taxa, som skolen havde sendt til at hente os. Og foran os havde vi nu to timers kørsel i onkel morfars udbankede spade. Som det kan ses på billedet, så er det en ældre model af et mærke, der vist ikke er kendt i vesten. Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvor gamle biler tager hen for at dø - Indien!

Og hvilken køretur. Jeg kan stadig ikke vænne mig til den hasarderede kørsel, som inderne lægger for dagen. Det er helt klart jungle loven, som hersker her. Jungleloven og Mandeloven (ham med det største dythorn). Det er en infernalsk blanding af råb, bilhorn, cykelklokker, lastbilsudstødning og kommunistisk propaganda. For ja, der er mikrofoner, der gjalder et eller andet på vredt bengali (det taler de altså herovre på østkysten) og under mikrofonen er der små sovjetiske flag. Smukt, det er her.

Nå, endelig kommer  vi frem, ingen ulykker, ingen påkørte, og al vores bagage stadig i det usikkert lukkede bagage rum. Og så møder vi det berygtede indiske beaukrati. Hvem var vi, og hvad lavede vi her? Frem med pas, visum og papirer mig her og papirer mig der. Billedet blev studeret så grundigt, så sikkerhedskontrollen i Heathrow ligner amatører. Telefonopkald blev klaret, og alt imens sad vi og kogte i bilen uden aircondition. Endelig bliver vi lukket ind, og det bliver strengt påbudt os, at drengene og pigerne skal bo hver for sig. Alrighty, og så kører vi mod vores værelser. Og sikke en overraskelse, der venter os. Amalie og jeg er blevet indlogeret i et dobbelt værelse... Eller, det er det jo ikke. Det er et enkelt værelse med to senge. Jeg mander mig op og går ud og forklarer, at det kan vi ligesom ikke leve med - ikke i 4 måneder. Nådadada, siger manden, og viser os nogle andre værelser - single værelser. Jo tak, siger vi, og så bliver vi indlogeret. Naturligvis er det ikke Hilton Hotel; vi er 8 mennesker om at dele to bade og to toiletter, hvor det ene er sådan et fint hul i jorden. Og er der noget toiletpapir? Niksen. Så går den vilde jagt, og i kiosken lykkes det os at købe et par ruller til nogle håndører. Jeg skal ikke nyde noget af at benytte indernes form for toilet forhold: en kande til at hælde vand op i, som man så vasker sig i numsen med. Og hermed er en af myterne løst; JA, de tørrer sig i bagenden med venstre, men dog med vand. Nogle gange, hvis det er fancy, så er der en bruser til at gøre det med. For en god ordens skyld vil jeg sige, at dette billede er fra hotellet i Delhi - jeg har endnu ikke knipset billeder af de lokale toiletter.

Og så til værelset. Der er en en-mands seng i tvivlsom stand, men den har da holdt til første nats venden og drejen sig. Der er et skrivebord og en plastic stol, som udgør det for skrivebordsstol og værelsets eneste sidemøbel udover sengen. Så er der et skab, en slags reol til tøj, en reol på væggen, en propel i loftet og et natbord. That's it. Eller.. der er et lysstofrør. Men det gode er, at der er myggenet  foran vinduerne, og at der er en altan her, hvor jeg bor. Det er da altid noget.

Men det der med drengene adskilt fra pigerne... Det er en fis i en hornlygte. Min nabo er af hankøn, så jeg tror bare, at de tager det sådan lidt på gefühl. Men hvad, jeg er ligeglad - det er bare noget pjat at insistere så meget, og så ikke være konsekvent omkring det. Det er nok det der beaukrati.... Og der er selvfølgelig et billede af mit værelse. Der er kun det ene - ikke flere vinkler eller noget - der er ikke rigtig flere vinkler at tage det fra...

På lokal besøg

I flyet fra Helsinki til Delhi kom jeg til at sidde ved siden af en inder mand, som hjalp mig med at få min håndbagage op i hattehylden (til jul ønsker jeg mig altså 10 cm mere ben!). Jeg faldt i snak med ham - tænkte jeg nok hellere måtte præsentere mig, så når jeg senere faldt i søvn og savlede på ham, så var vi ligesom introduceret. Han havde boet i Sverige i to år og arbejdede for IKEA, så han kendte lidt til de der blege europæere. Vi udvekslede emails, og han tilbød, at vi bare kunne skrive, hvis der var noget vi var i tvivl om - han boede alligevel i Delhi. I går fik jeg så en email fra ham, hvor han inviterede os til mad hos ham og hans famile. Jeg syntes det var lige lidt mærkeligt, men efter at have overvejet det, besluttede vi at sige ja tak - vi er jo tre, så hvor galt kan det gå.

Vi hyrede en taxa mand for hele dagen for 800 rupees (del det med 8,6 og du har det i kr.). Og så kørte vi. Godt nok kunne vi ikke helt finde vej, og vi kendte ikke helt adressen, og jeg måtte bruge min danske telefon til at ringe til ham inderen, men efter en times tid kom vi da frem. Og så startede servicen. Vi blev tilbudt alt muligt - vand, sodavand, mangojuice, the, chips og naturligvis indisk mad. Heldigvis var ham inderen (Sandeep hed han vist - jeg er ikke så god til navne...) jo vant til skandinaviske forhold, så han vidste, at stærkt mad var et sats, hvis vi skulle kunne lide det. Så det var ret neutralt mad (som alligevel var ret krydret efter vores standarder) vi fik serveret. Hans mor kom lidt ind og snakkede med os på hindi (sproget i Delhi og det meste af Indien), og på intermistisk hurtigt tillært hindi fik jeg vist svaret, at Indien var ganske fint. Manner, jeg ville ønske jeg havde lært hindi hjemmefra. Nå vi blev der i tre en halv time, hvor  vi diskuterede alt fra IKEA møbler til innovation og en taxachaufførs månedsløn.

Her er ham inderen - Sandeep

Og apropos taxachauffør, så sad han jo som aftalt udenfor Sandeeps lejlighedskompleks og ventede på os. Der havde han siddet i solen i tre en halv t ime og ventet for 800 rupees. Havde jeg lige dårlig samvittighed? Det bliver svært at vænne sig til, at folk hopper og springer for en, når nu man har penge. Jeg kunne heller ikke lade være med at give ham ekstra 100 rupees uden om regnskabet, fordi han nu havde siddet og ventet. Manden blev oprigtig glad og sagde mange gange tak. Så måske man skulle stikke nogle flere mennesker den der ti'er i drikkepenge.

Hov, hov - det der er mine bryster!

Så er der gået en hel dag, og der er kommet lidt flere oplevelser til siden her i eftermiddags. I tænker nok, hvad er det der med brysterne.... Og ja, det gjorde jeg også. Her i dag var vi ude at opleve nabolaget, da nogle fattige børn kommer op til os for at tigge nogle penge. Jeg har læst, at man skal ignorere det, for ellers har man alle Delhis børn på nakken for at tigge. Så jeg kørte "stir stift lige ud i luften" stilen og håbede på, at de forsvandt. Og pludselig er der så en af ungerne, der prikker mig på det ene bryst fra siden. Nå, tænkte jeg - han ramte nok forkert. Men to minutter senere gør ungen det sgu igen. Og så hakkede spætten sgu - jeg tog fat i ham, frem kom pegefingeren og det universelle NO blev brugt - jeg skal sørme ikke have 6 årige knægte til at tage mig på brysterne... Næ, nej, sådan spiller mit klaver ikke. Knægten forstod beskeden og forsvandt, men det var noget af en oplevelse sådan at blive prikket på brysterne.

Ellers er nabolaget ok - der er selvfølgelig herreløse hunde og gadesælgere, men slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Vi bor heller ikke helt centralt, så det kan måske være derfor. Og selvfølgelig bliver vi kigget lidt på, men det kan vel ikke være anderledes - tror vi alt i alt er stødt på 10 andre hvide mennesker her i dag. Men når de kigger sådan overvejer man da lige, om der har sneget sig en bussemand ud af næsen, eller om der pludselig er kommet en giga bums midt på næsen. 

Nu i Delhi

Så.... Endelig..... Så er vi her sgu. Kl 3.30 lokal tid ankom vi her til hotellet i Delhi, 2 timer senere end planlagt. Men vi blev hentet i lufthavnen af hotelpersonalet med to biler - bagagen på taget, indisk musik på anlæget og speederen i bund. Sådan!
Hotellet er dejlig rent, og i disse øjeblikke vasker en af indermændene gulvet for anden gang - mindst. Vi har været ude at spise noget indisk mad til morgenmad/frokost, og det smagte ganske godt - lidt stærkt, men ikke uspiseligt. Vi har gået lidt rundt i de lokale gader, og nøj da, hvor er der meget larm og trafik. Hornet er i bund, og cyklister, biler og fodgængere er at finde i en herlig pærevælling.
Det bliver nogle herlige dage, her de næste dage, hvor vi rigtig skal på sightseeing. Men i dag står den på afklimatisering.. eller.. tilklimatisering. For her er godt nok lummert.

Livets store og små mysterier

Hvad er det lige for et sprog man taler i Indien? Er det kun køerne der er hellige, eller er tyrene det også? Og hvis det kun er køerne, hvordan sikrer man så lige at de formerer sig? Årlige fritstillinger af tyre, så de kan opsøge køerne? Kan man overhovedet opdrive en saftig bøf? Har McD i Indien kun McChicken? Og er det sandt, at man spiser med højre hånd og tørrer sig bagi med venstre? Og regner det hele tiden i regntiden, eller står det bare ned i lår tykke stråler i en halv time om dagen?

Alle disse spørgsmål og mange flere af livets mysterier er nogle af de ting, som jeg håber på at blive klogere på det næste halve år... Eller... Måske jeg gerne vil finde ud af det med højre og venstre hånd som det aller, aller, aller første - helst i flyet på vej derned. Men hvorom alting er, så vil jeg da sørge for at rapportere mine opdagelser, både store og små, her på denne weblog. Det er jo ikke for sjov, at den hedder "Mikas eventyr". For hvem ved, hvad der venter derude i Indien...