Nu er vi her så. Og hvilken oplevelse. Hvis der var mange mennekser i Delhi, så er der total proppet i Kolkata. Og mindst lige så varmt og fugtigt, hvis ikke mere.
Da vi (nu er vi 4; Amalie, Asim, Henrik og mig) landede i lufthavnen efter en tur præget af turbulens, styrt regnede det. Hvis vi har skybrud i Danmark, så var det her himmelbrud - nøj, hvor var der meget vand. Heldigvis stoppede det, da vi gik ud mod vores taxa, som skolen havde sendt til at hente os. Og foran os havde vi nu to timers kørsel i onkel morfars udbankede spade. Som det kan ses på billedet, så er det en ældre model af et mærke, der vist ikke er kendt i vesten. Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvor gamle biler tager hen for at dø - Indien!
Og hvilken køretur. Jeg kan stadig ikke vænne mig til den hasarderede kørsel, som inderne lægger for dagen. Det er helt klart jungle loven, som hersker her. Jungleloven og Mandeloven (ham med det største dythorn). Det er en infernalsk blanding af råb, bilhorn, cykelklokker, lastbilsudstødning og kommunistisk propaganda. For ja, der er mikrofoner, der gjalder et eller andet på vredt bengali (det taler de altså herovre på østkysten) og under mikrofonen er der små sovjetiske flag. Smukt, det er her.
Nå, endelig kommer vi frem, ingen ulykker, ingen påkørte, og al vores bagage stadig i det usikkert lukkede bagage rum. Og så møder vi det berygtede indiske beaukrati. Hvem var vi, og hvad lavede vi her? Frem med pas, visum og papirer mig her og papirer mig der. Billedet blev studeret så grundigt, så sikkerhedskontrollen i Heathrow ligner amatører. Telefonopkald blev klaret, og alt imens sad vi og kogte i bilen uden aircondition. Endelig bliver vi lukket ind, og det bliver strengt påbudt os, at drengene og pigerne skal bo hver for sig. Alrighty, og så kører vi mod vores værelser. Og sikke en overraskelse, der venter os. Amalie og jeg er blevet indlogeret i et dobbelt værelse... Eller, det er det jo ikke. Det er et enkelt værelse med to senge. Jeg mander mig op og går ud og forklarer, at det kan vi ligesom ikke leve med - ikke i 4 måneder. Nådadada, siger manden, og viser os nogle andre værelser - single værelser. Jo tak, siger vi, og så bliver vi indlogeret. Naturligvis er det ikke Hilton Hotel; vi er 8 mennesker om at dele to bade og to toiletter, hvor det ene er sådan et fint hul i jorden. Og er der noget toiletpapir? Niksen. Så går den vilde jagt, og i kiosken lykkes det os at købe et par ruller til nogle håndører. Jeg skal ikke nyde noget af at benytte indernes form for toilet forhold: en kande til at hælde vand op i, som man så vasker sig i numsen med. Og hermed er en af myterne løst; JA, de tørrer sig i bagenden med venstre, men dog med vand. Nogle gange, hvis det er fancy, så er der en bruser til at gøre det med. For en god ordens skyld vil jeg sige, at dette billede er fra hotellet i Delhi - jeg har endnu ikke knipset billeder af de lokale toiletter.
Og så til værelset. Der er en en-mands seng i tvivlsom stand, men den har da holdt til første nats venden og drejen sig. Der er et skrivebord og en plastic stol, som udgør det for skrivebordsstol og værelsets eneste sidemøbel udover sengen. Så er der et skab, en slags reol til tøj, en reol på væggen, en propel i loftet og et natbord. That's it. Eller.. der er et lysstofrør. Men det gode er, at der er myggenet foran vinduerne, og at der er en altan her, hvor jeg bor. Det er da altid noget.
Men det der med drengene adskilt fra pigerne... Det er en fis i en hornlygte. Min nabo er af hankøn, så jeg tror bare, at de tager det sådan lidt på gefühl. Men hvad, jeg er ligeglad - det er bare noget pjat at insistere så meget, og så ikke være konsekvent omkring det. Det er nok det der beaukrati.... Og der er selvfølgelig et billede af mit værelse. Der er kun det ene - ikke flere vinkler eller noget - der er ikke rigtig flere vinkler at tage det fra...
