Fødselsdagsvideo

Her er den så: Videoen, hvor jeg får æg, kage og alt muligt andet i hovedet.

Nyd den og vid, at mit tøj faktisk blev rent efter kun en enkelt tøjvask

Krokodiller og andre vilde dyr

Her i weekenden har jeg været på udflugt. Adventure Clubben her på skolen havde arrangeret en udflugt til Sunderban Tiger Reserve omkring 100 km syd for Calcutta, midt i Ganges flodens delta. Alle de forskellige facts om kvadratkilometer og mængden af øer kan jeg selvfølgelig ikke huske, men jeg kan huske, at det er et kæmpe stort område, og at der er ca. 256 tigre der, plus minus et par stykker. En enkelt sagde også, at der i gennemsnit bliver spist otte mennesker om året af tigrene - med andre ord er de ganske menneskeædende.

Det hele startede, som det burde - bussen var halvanden time forsinket på grund af regn, så vi kom først afsted kl kvart over tre om eftermiddagen. Men, men, men... Kære Line søster, og alle andre, som har sagt, at de ikke tror på, at køerne er midt i det hele i Calcutta; Jeg fandt en lille ko kalv midt på gaden, som jeg da selvfølgelig skulle have et billede af:

Op i bussen kom vi, og den fik HT busser til at se ud som en luksus bus. Vi skulle køre i bussen i ca. 4 timer, og der var naturligvis ikke noget toilet eller sådan noget. Aircon var der heller ikke noget af, så der blev hurtigt utrolig varmt, når vi holdt stille og vinden ikke kom ind i bussen - hvilket skete i det meste af halvanden time gennem Calcuttas trafikkerede gader.

Efter ca. tre en halv times kørsel kommer der en høj lyd fra bagenden af bussen, og der lugter utrolig forkert. Ind til siden kører vi midt ude på landet, og det viser sig, at det ene dæk er punkteret. Vi kører ca. 200 meter frem og kommer ind i en lille bitte bitte landsby, hvor man kan købe tchai (indisk te - det med masser af sukker, mælk og krydderier) og noget mad af tvivlsom karakter. Der står vi til stor morskab og underholdning for de lokale, der bare glor og glor og glor. En ting har jeg da opdaget hernede, og det er, at inderne ikke har samme fornemmelse af privatlivets fred, som vi har. De kan stå helt op og ned af en og stirre, uden på nogen måde at virke som om de er forstyrrende.

Ind i bussen kom vi igen, og så kørte vi en halv times tid, og så var vi ved båden. En af den slags både, der ikke har en autoriseret landgangsbro, men derimod en planke og to indere, der holder en pind, man kan støtte sig til, mens man går over. Pladsen var træng, og toilettet var.. Nå ja, men i det mindste var der da et sted man kunne komme af med sit vand. Vi fik noget mad, og så sad vi ellers på den båd i tre timer indtil vi kom til vores hotel. Hotel og hotel... Der var en seng, en bruser og et toilet, der ikke kunne skylle ud, men i det mindste var der en propel i loftet.

Fra venstre: Mette, Mika og Kamilla. Mette er her sammen med sin kæreste Thomas, og de er mine naboer. Jeg skal ud at rejse med dem her om en uges tid til Rajasthan. Kamilla er fra Norge og er alle tiders.

Næste morgen kl 7 var der mødetid ved båden. Vi var der stort set alle sammen til tiden, og 7.15 kunne vi sejle fra kaj og fortsætte ud i den store verden. Og sikke en  verden det var i dagslys. Dagen før havde det været smukt i månelys, men vi kunne jo ingenting se. I solskin kunne vi for alvor se vandet, øerne, træerne og fuglene.

Det meste af dagen sad vi på båden, og gjorde kun holdt ind til udsigtsposter, hvor man kunne være heldig at se en tiger. Ikke noget med at gå inde i junglen eller noget, nej, her var vi for alvor beskyttet af hegn. Desværre så vi ikke nogen tiger, men vi så fodspor efter en ved flodbredden, og vi så en stor fugl, der efterfølgende viste sig nok at være den store sjælden "adjudant-stork". Så mor - nu har jeg slået op i en bog for at se hvad det var for en fugl; håber du er stolt af mig...

Ved et af stoppestederne peger en af besætningsmedlemmerne på båden pludselig ud i vandet og siger på sit gebrokne engelsk: Croco, croco. Og sørme så. Ude i vandet, vel 200 meter fra os ligger der et objekt, som kunne være en træstamme. Bare med en undtagelse - den bevæger sig tværs over vandet, modsat strømmen. 

Det var en smuk tur, det vil jeg sige. Det var herligt at komme væk fra Calcuttas larm, os og affald. Herligt at sidde på båden og bare kigge ud over et flot landskab og være væk fra den virkelige verden.

Selvfølgelig var hjemturen også kaotisk - det er jo Indien det her.

Vores bus var forsinket, da vi skulle hjem og efter 300 meter skal vi sørme ud at kigge på dækkene igen. Dog er vi ikke punkteret, men mangler bare luft. Det tager alligevel en halv times tid at få klaret bussen, og så går hjemturen. Tisse pauser var der ingen af, så det måtte blive klaret ved en benzin pause bag et skur. Tror nok jeg bliver en habil by tisser, når jeg kommer hjem. Men det der mygstik plager mig nu stadig.

Fødselsdag, jo tak.

Den 19. september er som bekendt min fødselsdag. Det ved de fleste derhjemme. Og af en eller anden grund vidste de det også hernede. Og inderne har en anden måde at fejre fødselsdag på, end vi har derhjemme.

Jeg har hørt det ud af vinduet - hyl og skrig, og kagerester ud over det hele. Men hvor slemt kan det være, tænkte jeg... Slemt, viste det sig.

Kl 23.50 havde jeg mødepligt et sted på campus, hvor folket langsomt samlede sig. For rygtet havde spredt sig - en af udvekslingsstudenterne skal have kage i ansigtet. For det er det, deres tradition går ud på - at smøre kage ud i hovedet på fødselsdagsbørnene. En kage stod parat og instrukser blev givet til alle os udlændinge. Og så måtte jeg knæle ved siden af kagen og lade en fyr føre mit hoved ned i kagen. Mums.. Eller...

Og så gik den vilde fest ellers. Mit hoved blev kørt rundt i kagen, og når jeg så havde det over det hele, så skulle jeg lukke øjnene i 30 sekunder mens der var fri leg for alle andre. Æg blev knust over mit hoved, sukker vand blev hældt ud over mig, og mere kage blev kørt rundt over hele min krop. I kan tro, at jeg følte mig lækker...

Da al smøreriet var overstået fik jeg stukket en øl i hånden og fødselsdagssang fulgte... For ikke at tale om et langt koldt bad med 4 hårvaske, som ikke helt var nok til at få alt ud af håret.. Men skik følge, eller land fly, ikke sandt... I øvrigt eksisterer der en video af det, og den planlægger jeg at få uploaded så snart jeg får fingrene i den.

Men fredag forløb helt som en rigtig fødselsdag. Jeg blev vækket med morgensang af danskerne og nogle af dem havde sat balloner op om min dør, så jeg lignede et helt sølvbryllup. Rigtig hyggeligt, lige som det skulle være. Senere på dagen tog vi på byens dyreste restaurant og fik en rigtig ko bøf. Ah... hvor var det dejligt at få noget andet end ris og linsesovs... Sådan skal en rigtig fødselsdag fejres. Og det var slet ikke slut endnu. For vi tog videre på den der natklub, Venom, hvor der var gratis drink til fødselsdagsbarnet. Utrolig mange indere kom over for at trykke mig i hånden og sige tillykkke. Også folk jeg aldrig har mødt. Men jeg var ligeglad - det var min fødselsdag, og så skal man da fejres med maner, ikke sandt?

Lige et lille snapshot udenfor natklubben. Det er mig i den lyserøde sag, Henrik i midten og Thomas til venstre.

Gad vide hvor udtrykket "Regntid" kommer fra?

Henrik optog denne lille film på sin mobil telefon i lørdags - der hvor det væltede ned. Trappen kommer ned fra et fladt tag, og man må sige, at der er temmelig meget knald på vandet.

Tjek den ud, og kom så ikke og sig, at det ikke regner hernede

Monsun Regn

Så kom den. Monsunen ramte os i går. Ja, ja, det har regnet i ny og næ, og her er vildt fugtigt i luften, men vi har ikke haft ordentlig regn. Ikke før i går. Men så ramte det os også for fulde gardiner.

Himlen var grå og truende sådan som den kan være i Danmark, når der er heldagsregn på vej. Men så stoppede lighederne også. Det væltede ned i lårtykke stråler. På et kvarter blev afløbsrenderne under vinduet fyldt, og vandstanden på græsplænen steg med alarmerende fart. Efter en halv time kom lyn og torden så. Startede rimelig ok, men efter kort tid var det klart, at lynene var på vej i vores retning - der blev kortere og kortere tid mellem lynglimtene og bragene. 

Og pludselig, så var det som om den gode gamle Thor stod over os og svingede hammeren. Glimt og brag ramte simultant, og jeg tror helt ærligt, at lynet slog ned i det nærliggende vandtårn. Al strømmen forsvandt i noget tid, og flere lyn og samtidige brag fulgte. Nu er jeg jo ikke den store fan af torden vejr, og jeg må indrømme, at jeg  var klar til at lægge mig under sengen og bare kalde på min mor. Det var rigtig skræmmende, og bragene var øresønderrivende. Og som om det ikke var slemt nok, så gik nogle af inderne ud i det, for at opleve et rigtigt uvejr. Tosser, hvis I spørger mig. Godt nok er der høje bygninger med lynafledere og masser af træer, og en hel del søer, men lynnedslag skal man sgu ikke spøge med. Nej tak, jeg blev indenfor og hev stik ud af kontakten - jeg gør det normalt ikke derhjemme, men hernede kan man ikke helt stole på det indiske el-net. 

Vandmængden steg hurtigt, for det væltede ned. Græsplænen stod under vand, og nogle af gangene blev omdannet til kæmpe vandpytter, som man skulle vade igennem for at komme nogen steder. Og så tænkte jeg, at det måtte jeg da lige have et billede af:

Amitbah Bachan - say who?

Nu er det jo sådan, at jeg er i Indien. Og når man siger Indien, så skal man også sige Bollywood, som jo som bekendt er Indernes svar på Hollywood. Og Bollywood har stjerner, ingen tvivl om det. Med 1,3 mia. mennesker i Indien og et publikum der spreder sig over hele verden, fra Pakistan til Norge, så har nogle af disse stjerner den største fanskare i verden. Og Bollywoods svar på Sean Connery hedder så Amitbah Bachan, og har i øvrigt lidt samme slags grå skæg. 

Og hvordan ved jeg lige ved det, kan der måske være nogen, der tænker. Jo det ved jeg, fordi jeg har set ham live. Godt nok ved et tilfælde og på afstand, men ikke desto mindre har jeg været i nærheden af nok verdens mest populære mand, målt i fans. Bum, bum, siger jeg bare.

Historien er som følger:

I fredags tog Thomas, Mette og jeg ind til vores normale indkøbscenter. Da vi ankommer efter en noget stresset tur gennem Calcutta ser vi, at der er hundredevis af politimænd og andre officielt udseende mennesker udenfor og indeni centeret. Vi forhører os hos en mand, som fortæller os, at der kommer en stor stjerne idag - The biggest star, you know" siger manden... Ja ja, tænker vi, stor stjerne, den er god med dig. Men hele centeret er pyntet op, og der er sat spærringer op hist og her, og efter noget tid går det op for os, at der er præmiere på ham der den store stjernes film, og at han kommer til centeret for at være med. Der er rød løber, pynt og alt hvad der bør være til en stor stjernes besøg. Folk er også begyndt at stille op for at få de bedste pladser, selvom klokken kun var 17, og at han først ville komme ved 20.30 tiden. Skøre indere tænker vi, og går ned og får en fodmassage hos Thai-Spa.

    

3 timer før ankomst er folk begyndt at tage opstilling, og som manden ankommer går mængden amok - desværre er billedet taget på højkant, og jeg kan ikke finde ud af at rotere det på denne blog. Så vend hovedet, så toppen vender mod venstre og hagen mod højre, eller drej skærmen, så har du det i den rigtige vinkel.

Vi får også rigtig god mad på en fancy kinesisk restaurant (vi er ved at være trætte af Dahl, som er linsesuppe i forskellige farver og konsistens, men med samme smag). Vi kigger på uret og bliver enige om, at vi da lige vil prøve at gå ud i centeret og se, om vi kan få et glimt af ham der superstjernen. Vi går vel ca. 100 meter ud i centeret, da folkemængden går amok. Og der er tale om en folkemængde - skal jeg give et skud fra hoften, så var der måske 15.000 indere, der råbte, skreg og huede. Vi får kæmpet os hen til kanten og kigger ned. Og der kommer han så, Bollywoods største stjerne. Henrik har stillet sig et strategisk godt sted, og står allerforest, da manden kommer gående på etagen nedenunder. Som Henrik knipser billedet kigger manden op og vinker - sikke et scoop. Inderne var vilde med Henriks billede og gav ham deres email, så han kunne sende dem billedet. Jeg har lagt det her på bloggen, så I kan se, at jeg mænger mig med celebrities hernede.. Eller noget. Men en oplevelse, det var det da.

Ham der stjernen er ham med det hvide skæg og brillerne i den sorte habit - han vinker .

Blomstermarked

I går var vi nogle stykker, der tog til et "Flower Market", som ligger i den nordlige del af down town Calcutta - ikke at det gør nogen af læserne i Danmark klogere, men det er lige meget...

Som altid var køreturen en oplevelse - mest af alt fordi taxachaufføren ikke vidste, hvor det var henne. Heller ikke da vi viste ham Lonely Planet's kort over, hvor vi kunne finde markedet henne, kunne han finde det. Så turen blev lidt længere og lidt mere usikker, men efter at vi havde fundet en politimand, som viste os vej, fandt vi det endelig. Og jeg må sige, at jeg nu, her efter to en halv uge, endelig har fået en ægte autentisk oplevelse.

  

Til venstre er der et stemningsbillede, hvor man kan se, hvor tæt boderne stod, og se, at der blev solgt alle mulige forskellige blomster, lotus blomster, roser, iriser og utallige andre slags blomster jeg slet ikke kender. Man kan også ane en hvid mand midt i det hele - der er tale om Thomas, en dansk fyr. Vi møder jo ikke særlig tit andre hvide mennesker, så når der endelig er nogle på mine billeder, så er det nogen fra vores skole.

Til højre ses nogle blomsterkæder/-kranse, lavet af ubestemmelige orange blomster. Disse kæder bliver ofte set på statuer af indernes forskellige hinduistiske guder. Jeg overvejede at købe nogle af kæderne til at hænge på værelset, men det er vist lige lovlig blasfemisk, så jeg må nøjes med at have nogle farverige billeder af det.

Desværre fik jeg ikke knipset lige så mange billeder som de andre, men en af de andre fik fanget mig sammen med en del lokale. De er nemlig vilde med at blive fotograferet, og der bliver uddelt så meget street-credit, når man kan vende sit digital kamera og vise dem billedet. Og når man stiller sig op og tager billeder, så vrimler inderne i alle størrelser og aldre til. Når jeg får fanget en af de andres kameraer, så vil jeg uploade et af billederne, så man kan fornemme stemningen.

Calcutta - set med den riges briller

Sikke en by jeg er kommet til. Man kan meget let give Calcutta titlen "Kontrasternes By", men på den anden side, så er hele Indien fyldt af kontraster.

I fredags var en dansk pige, Mette, og jeg inde i indkøbscenteret, hvor vi efterhånden har været nogle gange. Vi fik øje på en "Thai Spa" - et massagested - som ligger inde i centeret. Og man er jo ikke pige for ingenting, så der bestilte vi 45 minuuters massage. Det var nok tæt på det lækreste jeg nogensinde har fået. Der var thai damer, som opførte sig ydmygt og bukkede og smilede, og der var behagelige liggestole, rislende vand og afslappende musik. Så vores fødder blev gennem masseret og det var bare en helt igennem fantastisk oplevelse. Prisen var også rigtig god - for to damer slap vi med 1500 rupees; ca. 160 kr. Skal jeg tilbage - det tror jeg vist nok jeg skal! Og der var ikke nogen tvivl om, at det var overklassen eller i det mindste den rige del af middelklassen, som kom der. Det er mærkeligt at komme fra Danmark og være en del af dem, der tjener ret lidt, og så komme hertil med min SU og så blive en del af dem, der har råd til at få massage og den slags.

Anderledes blev det så, da vi skulle hjem. Som altid blev vi samlet op af en taxa-dealer; en som fanger folk og sætter dem ind i taxaerne. Fordi vi er de eneste hvide, der kommer i det center, så er taxa-dealerne begyndt at vide at vi skal til "the management school". Også ham her gættede det, og vi steg ind i taxaen. Men så steg også han ind i taxaen og kørte med os. Ikke noget med at høre, om det var ok eller noget i den stil - nej han hoppede bare ind på forsædet sammen med chaufføren, og så begyndte vi at køre. Det var ret mærkeligt - heldigvis er her utrolig befolket, hvis ikke overbefolket, så vi følte os ikke på noget tidspunkt i fare eller forulempede, men tanken strejfede os da, at det ikke var en optimal situation. Vi blev en smule usikre på det hele, da taxaen trak ind til siden og ham taxa-dealeren hoppede ud, og gik over til en kiosk, og chaufføren holdt ind til siden og ventede. Det viste sig så bare, at manden skulle have cigaretter. Men hjem kom vi, og der var ikke noget suspekt over resten, det var bare en rigtig mærkelig oplevelse at have en ekstra mand med i taxaen, som tog det for givet at han måtte komme med.

Alle disse er rigmandsproblemer - havde vi haft færre penge havde vi taget bussen. Men det må vente lidt endnu - det er en stor mundfuld, for busserne er stopfyldte og har ikke nogle planlagte stoppesteder. Man hopper bare af og på bussen, når den holder nogenlunde stille. Det er lige lidt for meget for mig endnu; er stadig ved at vænne mig til, at man er ved at køre nogen ned hver eneste gang man kører i taxa.

I går nat var vi på natklub - Venom hedder den mest trendy natklub. Den er meget vestlig, og musikken er edder dylme høj. Musikken er en blanding af 90'er musik (vi hørte den der "Pump it up, pump the jam"), nutidigt vestligt og en hel del Bollywood musik. Det var super sjovt at opleve, og inderne tog masser af billeder af alle os udvekslingsstudenter, der var taget derind. Vi var også pludselig samlet 25 hvide mennesker på samme sted, og det er et særsyn her i Calcutta, hvis ikke hele Indien. Drinks er næsten det samme som i Europa, desværre, men den virkelige oplevelse var også at mænge sig med de unge, smukke og rige indere. Utroligt hvor stor forskel der kan være på folk her i byen - tynde udslidte og underernærede mænd, der cykler rundt med passagerer eller varer, som vejer en krig, og så de rige, der bliver kørt til natklubben af deres privatchauffør. Ja, Indien er i sandhed et land fyldt af kontraster. Glad for, at jeg hører til på den rige side.

Livet på Campus - Part 1

Nu har jeg været her på campus i omkring 5 dage, og jeg er langsomt ved at vænne mig til det. I dag har  vi haft vores første forelæsning, så nu starter livet som studerende igen. Ærgeligt, men sådan er det nu engang.

Jeg har haft min første nats fulde søvn, har haft mine første strømafbrydelse (tak til biblioteket for den fine pandelampe!), har forsøgt at fortælle viceværten, at toilettet er stoppet, og at ting ligesom kommer tilbage op af det, når man skylder, har fået repereret min propel i loftet, har fået min første kop sorte kaffe på campus, og er blevet skidt på TO gange af fuglene. Alt i alt kan man vel sige, at jeg er faldet bare en anelse til. Derfor er det vel på plads med at beskrive, hvordan det er at bo her, vel vidende, at fornemmelsen nok bliver anderledes jo længere tid der går. 

Til at starte med, så bor vi ca. 16 på hver etage, hvor der er tidligere omtale sanitære forhold til deling. Jeg bor på anden sal, så heldigvis er der heller ikke så mange myg om aftenen, og jeg kan faktisk se himlen. Der er et væld af fugle - ved solnedgang (omkring kl 18.00) sidder de alle sammen i træerne og på hustagene og laver en infernalsk larm. Når de er færdige starter frøerne, og hvad for andre dyr, der ellers kan lave larm. Den anden dag blev vi vist rundt på campus, da det var mørkt, og der fik vi set ildfluer - et fænomen jeg ellers aldrig har set før. Der er vist nok 7 søer; jeg har kun set tre af dem, tror jeg, men den ene sø ligner den anden. Det er ret hyggeligt, og der er masser af palmetræer og andre træer, som fuglene sidder i og dropper en lille for-held-og-lykke-klat på uskyldige forbipasserende motionsløbere (og ja, det er altså mig, der var den uskyldige!). Desværre her jeg ikke fået taget billeder af søerne, så de må vente til en anden gang. Til gengæld har jeg taget et billede af vores svalegang... Ligner lidt en fængselsgang, og dørene er ikke meget anderledes. Men det er jo hjem, ikke sandt?

Der bliver desuden serveret mad i kantinen hernede. Og jeg tror ikke, at det ville være så godt, hvis Indiens sundhedskontrol ville komme forbi - selvom det vist nok betyder, at de skulle opfinde en først. Men maden er ok, selvom jeg er lidt træt af chili i min morgen omelet, massive mængder mælk og sukker i min kaffe, så den ikke længere har noget som helst til fælles med kaffe, og så tror jeg, at jeg i længden kommer til at savne friske grøntsager. Det gode er, at der altid er friskpresset juice, masser af mad (også bare almindelige ris, hvis man er lidt kedelig), og så er der jo masser af tilberedte grønsager. Men det bliver nu dejligt at komme hjem engang og få frikkadeller eller bare en omgang lasagne. Men, men, men - det er sjovt at prøve en masse ny mad, og det må man da sige, at jeg får mulighed for.

Jeg får også testet det der med regntid... For det regner. Ikke hver dag, men indtil videre har der været en hel del store regnskyl med masser af torden. Så regntid betyder vist ikke regn hver  dag, men temmelig tæt på. Det gode der er at sige om regnen er, at den køler alting ned, så her bliver helt rart at være. Men mine gummistøvler og regnjakke har været i aktion, og alting holder heldigvis tæt.

Mit visakort har også været i aktion. Vi har fundet et center inde i byen, hvor vi kan få alt muligt. Alt fra håndklæder og lagner til mærkevare bukser og pizza. Og alting er jo ret billigt hernede, og det gjorde det ikke bedre, at vi i går var i centeret for at se en film (Henrik - en dansk udvekslingsstudent - havde fødselsdag, så vi skulle jo fejre det), og så havde de sørme udsalg; op til 50% i rabat. Så der blev handlet. Jeg fik et par øreringe, og forhandleren siger, at perlerne er ægte og at der er tale om sølv... Tja, jeg fik øreringene for 120 rps - ca. 15 kr, så jeg har mine tvivl. Men pæne, det er de. Så fik jeg to almindelige kjoler og en meget pæn sort cocktail kjole for sammenlagt 500 kr. Så det var en god dag. Hov, jeg fik da også lige købt en håndtaske og en halskæde... Ja shoppet, det blev der da gjort. Og her bliver jeg nødt til at sige lidt om inderne. Jeg købte tidligere en billig telefon hernede i en Vodafone butik, som jo er internationalt kendt, så intet huskumsnusk der. At sælge mig en telefon og et sim kort var åbenbart en stor opgave, for jeg blev betjent af intet mindre end 5 indere. Godt nok var to af dem trainees, men 5 er bare for mange mennesker om at sælge en hvid dame en telefon. Er ret sikker på, at det med kun en enkelt ikke ville have taget dem 25 minutter så, men nok nærmere 10. Så kan jeg godt forstå det motto, som en inder har lært os...

3T: THINGS TAKE TIME!!!!