Livet på Campus - Part 1

Nu har jeg været her på campus i omkring 5 dage, og jeg er langsomt ved at vænne mig til det. I dag har  vi haft vores første forelæsning, så nu starter livet som studerende igen. Ærgeligt, men sådan er det nu engang.

Jeg har haft min første nats fulde søvn, har haft mine første strømafbrydelse (tak til biblioteket for den fine pandelampe!), har forsøgt at fortælle viceværten, at toilettet er stoppet, og at ting ligesom kommer tilbage op af det, når man skylder, har fået repereret min propel i loftet, har fået min første kop sorte kaffe på campus, og er blevet skidt på TO gange af fuglene. Alt i alt kan man vel sige, at jeg er faldet bare en anelse til. Derfor er det vel på plads med at beskrive, hvordan det er at bo her, vel vidende, at fornemmelsen nok bliver anderledes jo længere tid der går. 

Til at starte med, så bor vi ca. 16 på hver etage, hvor der er tidligere omtale sanitære forhold til deling. Jeg bor på anden sal, så heldigvis er der heller ikke så mange myg om aftenen, og jeg kan faktisk se himlen. Der er et væld af fugle - ved solnedgang (omkring kl 18.00) sidder de alle sammen i træerne og på hustagene og laver en infernalsk larm. Når de er færdige starter frøerne, og hvad for andre dyr, der ellers kan lave larm. Den anden dag blev vi vist rundt på campus, da det var mørkt, og der fik vi set ildfluer - et fænomen jeg ellers aldrig har set før. Der er vist nok 7 søer; jeg har kun set tre af dem, tror jeg, men den ene sø ligner den anden. Det er ret hyggeligt, og der er masser af palmetræer og andre træer, som fuglene sidder i og dropper en lille for-held-og-lykke-klat på uskyldige forbipasserende motionsløbere (og ja, det er altså mig, der var den uskyldige!). Desværre her jeg ikke fået taget billeder af søerne, så de må vente til en anden gang. Til gengæld har jeg taget et billede af vores svalegang... Ligner lidt en fængselsgang, og dørene er ikke meget anderledes. Men det er jo hjem, ikke sandt?

Der bliver desuden serveret mad i kantinen hernede. Og jeg tror ikke, at det ville være så godt, hvis Indiens sundhedskontrol ville komme forbi - selvom det vist nok betyder, at de skulle opfinde en først. Men maden er ok, selvom jeg er lidt træt af chili i min morgen omelet, massive mængder mælk og sukker i min kaffe, så den ikke længere har noget som helst til fælles med kaffe, og så tror jeg, at jeg i længden kommer til at savne friske grøntsager. Det gode er, at der altid er friskpresset juice, masser af mad (også bare almindelige ris, hvis man er lidt kedelig), og så er der jo masser af tilberedte grønsager. Men det bliver nu dejligt at komme hjem engang og få frikkadeller eller bare en omgang lasagne. Men, men, men - det er sjovt at prøve en masse ny mad, og det må man da sige, at jeg får mulighed for.

Jeg får også testet det der med regntid... For det regner. Ikke hver dag, men indtil videre har der været en hel del store regnskyl med masser af torden. Så regntid betyder vist ikke regn hver  dag, men temmelig tæt på. Det gode der er at sige om regnen er, at den køler alting ned, så her bliver helt rart at være. Men mine gummistøvler og regnjakke har været i aktion, og alting holder heldigvis tæt.

Mit visakort har også været i aktion. Vi har fundet et center inde i byen, hvor vi kan få alt muligt. Alt fra håndklæder og lagner til mærkevare bukser og pizza. Og alting er jo ret billigt hernede, og det gjorde det ikke bedre, at vi i går var i centeret for at se en film (Henrik - en dansk udvekslingsstudent - havde fødselsdag, så vi skulle jo fejre det), og så havde de sørme udsalg; op til 50% i rabat. Så der blev handlet. Jeg fik et par øreringe, og forhandleren siger, at perlerne er ægte og at der er tale om sølv... Tja, jeg fik øreringene for 120 rps - ca. 15 kr, så jeg har mine tvivl. Men pæne, det er de. Så fik jeg to almindelige kjoler og en meget pæn sort cocktail kjole for sammenlagt 500 kr. Så det var en god dag. Hov, jeg fik da også lige købt en håndtaske og en halskæde... Ja shoppet, det blev der da gjort. Og her bliver jeg nødt til at sige lidt om inderne. Jeg købte tidligere en billig telefon hernede i en Vodafone butik, som jo er internationalt kendt, så intet huskumsnusk der. At sælge mig en telefon og et sim kort var åbenbart en stor opgave, for jeg blev betjent af intet mindre end 5 indere. Godt nok var to af dem trainees, men 5 er bare for mange mennesker om at sælge en hvid dame en telefon. Er ret sikker på, at det med kun en enkelt ikke ville have taget dem 25 minutter så, men nok nærmere 10. Så kan jeg godt forstå det motto, som en inder har lært os...

3T: THINGS TAKE TIME!!!!