Nu med kameler og elefanter

Hvis jeg skal være helt ærlig, så anede jeg ikke, at der var kameler i Indien. Troede faktisk kun de hørte Mellemøsten til. Men så tog jeg jo så til Rajasthan, og så blev jeg klogere. Faktisk så meget klogere, at jeg nu også ved hvor meget kameler er værd, så næste gang der er nogen, der tilbyder at købe mig for kameler, så kan jeg forhandle om prisen. For den interesserede, så står den billigste kamel i 15.000 rupees, mens en god avls-kamel let ryger op omkring de 30.000. Bare lige som information til de fædre, der overvejer at gøre en god handel med deres døtre...

Som fortalt tidligere, så fik vi redet lidt mere på kameler end bare lige en enkelt gang. Faktisk fik vi set solnedgangen over ørkenen også. Første gang vi red var det jo bare lige 5 minutter - anden gang ude i ørkenen var det vel en times tid alt i alt, hvis ikke lidt mere. 

Mettes kamel fører var 5 år gammel og kunne stå på sadlen bag hende og holde hende på skuldrene mens kamelen gik - tror hun syntes det var en lige lovlig ung kamel fører, og det kan jeg sådan set godt forstå. Thomas' fører var ikke meget ældre, mens min påstod han var 17, selvom han nu stadig havde overgangsstemme og ikke så ud til at være 17.

Nå, men vores kamelfører sad bag på kamelen i modsætning til de andres - med det resultat, at vi fik rig mulighed til at galopere på kamelen. Og lad mig gøre det HELT klart - det er ikke en synderlig rar fornemmelse. Og det er pænt hårdt for inderlårene; der er sgu langt ned fra sådan et dyr, så jeg skulle ikke falde af.

Når det kommer til viden om elefanter er det jo en hel anden sag. Alle har i skolen lært, at der er to slags elefanter - den afrikanske og den indiske. Forskellen er størrelsen på deres ører, og den indiske har de mindste ører. Det kan godt være, at der er andre forskelle, men det er lige den forskel, som har bidt sig fast i min hukommelse. Det er jo utroligt, hvad der gemmer sig derinde i den hjerne. Forskellen på elefanters ører, og George Michael tekster... Hvilken alsidighed - grænsende til det ligegyldige. Beviset for phytagoras er i hvert fald ikke derinde.

Nå, det var elefanter og ikke hukommelse jeg skulle fortælle om. Selvom man jo siger, at elefanter har god hukommelse.

Vi kom til at ride på elefanter i Jaipur - og selvom det kun var i 15 minutter, så var det er oplevelse uden lige. Hvis man synes der er langt ned fra en kamel, så er der overdrevet langt ned fra en elefant. Og den er endnu mere vild, når den rejser sig op. Der gælder det altså om at holde fast! 

Vi red ned gennem gaderne, mellem busser, biler og cyklister, og for en gangs skyld følte jeg, at jeg ikke var i fare i trafikken - der er ikke mange, der tør køre ind i en stor elefant. 

Det var ret vildt at sidde deroppe og trone og mærke sådan et stort dyr gå. Og sådan en oplevelse kan man altså ikke lige få i Zoologisk Have - selvom det kunne være fedt, hvis man kunne.

Efter vores tur fortalte vores guide os, at der for nogle år siden havde været et tilfælde med en elefant, der var gået amok mellem turister og desværre havde slået et par stykker ihjel. Det skyldtes, at elefanten var blevet irriteret på en guide, der brugte en fløjte, og fordi den stakkels elefant havde reddet med turister hele dagen var den blevet træt og irritabel. Efterfølgende er der blevet lovgivet om, hvor meget elefanter må arbejde om dagen, og så vidt jeg husker må de kun gå tre ture med turister om dagen for at minimere deres frustration over at skulle lægge og rejse sig hele tiden. I øvrigt en bevægelse som ikke ser særlig behagelig ud. Men jeg aner ikke, hvordan elefanter sover, og hvis de lægger sig ned for at sove, så skal de alligevel ned på vommen... Nå, sidespring, men min pointe var bare, at jeg håber det at rejse og lægge sig ned ikke er alt for ubehageligt for elefanten, for det ser ikke rart ud.

Og ja, det er elefant lort, der ligger lige der ved siden af mig. Og I kan tro, at jeg var bange for 2 ting her: at træde i en, og at blive trådt over fusserne af dyret...

Se mig, mor.....SE MIG!!!

Jeg har aldrig i mit liv set så mange forter, som jeg har set i Rajasthan. Hver eneste middelmådige by har jo et fort, der får Hammershus til at ligne et dukkehus. Men man kan jo godt  forstå dem, når nu de engang jævnligt blev plyndret af mongolerne på deres mongolheste. Og historien går, at mongolerne (og alle de andre røvere - gad vide om Kasper, Jesper og Jonathan også lige var forbi...) ikke ville styre landet, de ville bare have fat i rigdommene. Og hvis det nu er sandt, så ville jeg også gemme mig bag tykke røde sandstensmure og kaste med rådne æbler indtil røverne forsvandt.

Nå, egentlig er det jo ikke fortene, der har interesse i den her historie. Det ville undre mange, hvis det var. Nej, historien er, at på de der fort er der mange bondefangere, som vil sælge turisterne alt for træelefanter til smykker, og som så i øvrigt kræver penge, hvis man stiller sig op og fotograferer dem.

På et af de besøgte forts var der så en slangetæmmer. Yeps, sådan en med turban, fløjte og en kurv med tilhørende kobra slange. Og ham her var temmelig insisterende på, at vi da lige skulle komme over og fløjte en melodi for den fine slange... 

Thomas var fit for fight, men jeg skulle liiiiiige tage mig lidt sammen. Resultatet blev, at han fløjtede først, og da jeg så, at han jo ikke blev bidt eller noget, så tænkte jeg, at så kan jeg fandme også gøre det. Hop hop, mig over til tæppe og fløjte. 

Og nu vil jeg for at berolige den stakkels læser - nok mest mine forældre - at slangerne desværre (ikke desværre for mig, men desværre for slangerne) bliver udsat for dyreplageri, idet de får hevet deres hugtænder ud, når de skal bruges af slangetæmmerne. Det betyder reelt, at kobra slangerne her ikke er mere farlige end den danske snog. Men det kan man jo ikke se på dem, og derfor ser det her stunt dejlig farligt ud. 

Fascinerende er det dog, at slangerne står i den der hug-position, når låget bliver fjernet fra æsken og musikken spiller. Hvorfor de lige reagerer sådan på musikken ved jeg ikke, men de virker i hvert fald hypnotiserede.

Vi så en hel del slangetæmmere, men når man tænkte på deres manglende tænder, så virkede bedriften jo ikke helt så overvældende. Jeg blev dog godt gammeldags imponeret en dag vi kørte ind til en restaurant midt ud i ørkenen (hvor alle souviniers koster ca. 10 gange så meget som i byerne og maden er dårlig - tilgengæld er den dyr....!), og hvor vi så to børn i tiårsalderen stå med en meget stor slange om halsen. Vi spurgte vores chauffør, hvad det var for en slange. Han kiggede ud af viduet og på børnene og svarede så i det roligste toneleje, jeg nogensinde har hørt:

"Det der? Det er en python slange". 

"Ahm....", sagde jeg. "Er det ikke slanger der lever af at kvæle deres ofre og så spise dem bagefter?".

"Jo, jo", svarede han.

Lige der var jeg glad for at jeg sad bag glasruder og kiggede ud på den farlige verden og ikke skulle spille musik for den slange... Indien er altså et vildt land... Nå ja.. haha... vildt... Ok, det er et land, der byder på overraskelser hver eneste dag. Og nogle gange lidt flere og større overraskelser end jeg lige er klar til.

Jeg ææææææælsker kameler

Mine beretninger om turen til Rajasthan er altså lidt forsinket - primært fordi internettet her på skolen har været nede siden vi kom hjem. Men jeg er ved godt mod, og lover at forsøge at fortælle om mine oplevelser derude i ørkenen.

Vi var ude at ride på kameler. Og jeg elsker kameler. Elsker dem simpelthen. De her verdens fedeste underlæbe - når de går bævrer den i takt med dens trin... blævr, blævr, blævr. Det eneste, der mangler er bare en lille spytklat, der hænger ud af mundvigen, så ville billedet være komplet. Det dyr er simpelthen fantastisk. Den er ligeglad med at stå i den brændende sol i 40 grader derude i ørkenen; den kigger bare dovent på dig.

Men vi var ude at ride på sådan en. Og der er en grund til at den hedder ørkenens skib... Selvom jeg nu nok ville kalde den Titanic. Det er en prøvelse, når den rejser sig op - hele verden gynger, og man er ikke langt fra at falde ned hvis man et øjeblik glemmer at holde med arme og ben. Det var utrolig sjovt at prøve, og da vi først havde prøvet det en gang, så skulle vi da igen. Senere på turen tog vi en tur ud i ørkenen for at se solnedgangen, men det er et indlæg for sig selv.

Det her billede er i hvert fald dedikeret til min søster - du kan få en kopi til at hænge ud til toilettet.... Det er et godt billede... Hvor jeg æææææælsker kameler.

Taj Mahal

Vi tog lige et lille smut til Agra, som ligger ca. 5 timer i bil fra Delhi. Her ligger det verdenskendte gravmonument Taj Mahal. En kort historieforelæsning følger: En stor maharaja mistede sin yndlingskone i barselssengen (vist nok hendes 10. barn eller deromkring), og besluttede at bygge hende et stort og flot monument til hendes minde. Det er bygget i hvid marmor med detaljerede inskribtioner og farvede marmor indlagt i flotte mønstre. Det ligger på bredden af en flod, og det var hans plan at bygge et lignende gravmonument til sig selv på den anden side af floden, bare i sort. Hans søn syntes dog det var lige lovlig spild af penge, tog tronen fra sin far og spærrede ham inde i et nærliggende fort, hvor han havde udsigt til Taj Mahal. Den stakkels mand døde ca. 2 år senere.

Nå, nok historie.

Vi tog ud til Taj Mahal lørdag morgen kl halv 7, for det skulle være så smukt i morgen lyset, og desuden skulle der være færre turister. Der var nu en hel del, og det tog os vel omkring 40 minutter at komme ind, men det var hele ventetiden værd.

Hele stedet er ubeskriveligt, og det kan virkelig ikke betale sig at prøve. Det skal bare ses. Thomas siger at han har læst, at det er en af de ti steder på jorden, som man skal skynde sig at besøge inden det er for sent. Luftforureningen og de mange turister tærer nemlig på stedet. Men det tager sig nu utrolig smukt ud, og jeg er glad for, at jeg skal dertil igen i December, når Lasse kommer på besøg - det kan helt klart godt tåle at blive set igen og igen.

Vi boede på et ret så godt hotel - varmt vand og swimming pool er lige det, der gør det hele godt. Og så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige trak i badetøjet og hoppede i pølen efter en dag med sightseeing.

Den skarpe læser vil kunne se, at jeg er til venstre, Mette i midten og Thomas til højre...

Så er vi på tur

I torsdags tog Mette, Thomas og jeg fra Calcutta kl halv 5 om morgenen for at tage et fly til Delhi. Vi har bestilt en rejse gennem Rajasthan gennem et rejsebureau, og har betalt gode penge for det, så vi har en privatchauffør og egen bil helt indtil søndag d. 12. oktober. Vi skal se både Taj Mahal, ride på elefanter og kameler og se utallige forter og slotte. Og sikkert en hel masse andre ting.

Jeg vil forsøge at skrive nogle forskellige indlæg om de forskellige dage, så det ikke bliver en stor pærevælling, men eftersom internettet er af svingende karakter på rejsen, så bliver det hele forsinket lidt. Men bær over med mig - der skal nok komme lidt af hvert.