Nepal

Jeg skylder jo lidt nogle gode historier på webloggen - det hele skal ikke gå op i brok. Som fremgik af det tidligere indlæg, så havde vi vores problemer med at komme fra Indien, men da det ligesom var overstået ventede der alle tiders fede oplevelser i Nepal.

Bare for at gøre det helt klart, så er Nepal lidt ligesom Indien - bare uden alt bøvlet. Det betyder, at visummet fås på ca. en halv time, og kan fås i lufthavnen, hvis man ikke var ligeså smarte som os at få det hjemmefra. Gadesælgerne forstår et nej tak, og butiksejerne er ikke helt ligeså interesserede i at røvrende en. Og når man beder om at få bacon i sin cheeseburger, så er svaret ikke "not possible, maddam", men derimod "sure.. It will cost you extra, but of course". Jeg er med andre ord helt og aldeles vild med Nepal! Og der er noget med, at et billede siger mere end tusind, ord, ikke sandt?

Vi landede jo i Katmandu et par dage forsinket, og tog hen til det 5-stjernede hotel, hvor vi skulle have boet sammen med de andre, og heldigvis ville vores rejseselskab gerne betale for den overnatning. Wauv, hvor dejligt. Og med varmt vand. Og bacon til morgen mad. Eij, det var da bare alt for vildt!

Vi tog onsdag morgen en taxa til Pokhara, som vel ligger 250 km. fra Kathmandu. Den tur tog os ca. 6 timer, og har man kørt bjergkørsel, så vil man vide, hvorfor dælen det da kunne tage os så lang tid at komme så kort vej. Det, og så at vi holdt i kø i en time på vej ud af Kathmandu, fordi der var sket et uheld på vejen.

Vi stødte til de andre i Pokhara, hvor vi i øvrigt boede på endnu et 5-stjernet hotel. Jamen, jeg er vild med Nepal! Det var et godt gensyn - de 3 andre havde savnet os, selvom de havde været på elefantsafari i junglen og leget med en babyelefant, mens vi havde kæmpet mod immigrationsmyndighederne. 

Dagen efter gensynet stod den på sightseeing og shopping i Pokhara, og sørme om jeg ikke fik købt alt muligt ragelse med hjem. Jeg har efterfølgende sendt hele 25 kg. hjem med DHL for ca. 2300 kr. Temmelig dyrt, men det er kommet sikkert hjem, og det tog kun 4 dage. Så alt i alt var det vel pengene værd - hvis tingene altså ikke er gået i stykker.

Fredag morgen tog vi så på morgentur. Vi skulle se solopgangen over Himalayas bjerge, og hvilken tur det var. Vi stod op kl halv 5 og blev hentet i bil kl 5 og kørt op til en bakke (som vel er 1800 m. over havets overflade. Herefter fulgte en ret anstrengende vandre/klatretur op til toppen af bakken (2200 m), hvorfra der var udsigt over nogle af Himalayas højeste bjerge. På billedet herunder ser man Henriks finger pege på et bjerg - Fishtail mountain. Det er ikke en gang tæt på at være det højeste vi kunne se (det yderst til venstre var vist nok det 6. eller 8. højeste bjerg i verden). 

At se solopgangen var helt fantastisk, og vi fik efterfølgende at vide, at det var det bedste vejr de havde haft i en hel uge. Endelig lidt held til nogen af os!

Efter solopgangen gik turen tilbage til Kathmandu, hvor de tre tilbageholdte (Kamilla, Amalie og jeg) tog på sightseeing, mens de andre tog på shopping - de havde jo været på turen før. Vi så buddhistiske templer med rigtige munke og det hele. Jeg knipsede lige det her billede, så I kan få en idé om, hvor meget ragelse, der er til salg. Og ja, jeg købte da naturligvis min del af det. Blandt andet nogle træmasker, som jeg håber jeg får taget mig sammen til at hænge op, når jeg kommer hjem. Men jeg købte ikke en bederulle som Thomas og Mette, eller en tromme som Henrik.

På sighseeing turen var vi også til et sted, hvor de brænder deres døde. Det var lige lovlig mærkeligt at stå og se på, mens ligene blev lagt på bålet, og vi gik hurtigt, da de startede. Men vi fandt noget, som var meget sjovere at tage billeder af - nemlig de her mænd. Godt nok ville de have penge for at vi tog billeder af dem, men de 10 rps (1,2 kr) var godt givet ud. Og far, ham der til venstre for mig har et meget vildere skæg end dit - måske du skal forsøge med hans udklædning til næste karneval?

Kathmandu var en helt fantastisk by. Og igen boede vi på det 5-stjernede hotel. Og sørme, om de ikke havde et kasino tilknyttet hotellet. Der skulle vi da liiiiige ind og prøve lykken. Og lykken var helt klart med os - de serverede gratis øl til dem der spillede, og eftersom man kunne nøjes med at spille for en ti'er af gangen, så kunne man drikke sig en ordentlig kæp i øret. Kamilla, Henrik og jeg fortsatte hele natten med at spille, og på en eller anden mærkværdig måde formåede Henrik at vinde 4000 rps (450-500 kr), jeg tabte kun 500 rps (60 kr), mens Kamillas tab var uvist. Men når nu man tænker på, hvor meget alkohol og smøger der blev konsumeret den aften på kasinoernes regning, så tror jeg vist, at de skal overveje om de har en god forretning. I hvert fald blev vi sat under overvågning, fordi vi blev ved med at vinde. Og nok også fordi jeg på et tidspunkt var nede på gulvet for at undersøge dealerens sko.. Men de var så fede, at jeg da lige måtte se næmere på dem... Hvorfor pokker vi ikke blev smidt ud, aner jeg ikke, men da klokken var halv 4 og Kamilla ikke kunne stå oprejst længere besluttede vi, at nu skulle vi nok hjem i seng.

Billedet her er taget da vi kom hjem, og det viser vist dejlig meget, hvor god en aften det var. Og ja, det er en bedekæde, som Henrik har om øret.. Hvorfor vides ikke, men det er vist heller ikke så vigtigt.

Sådan et sk*de bureaukratisk land!

Så kort og præcist kan det siges. Og hvis man tilsætter lidt flere bandeord og en stor potion vrede, så har man nok nogenlunde sådan, som jeg har det med Indien lige nu.

Eller... Sådan som jeg har det med det indiske bureaukrati.

Jeg skulle have været til Nepal lørdag d. 8. november på det, der i folkemunde ville blive kaldt en hundedyr ferie. Vi var 6 personer (5 danskere og en nordmand), som havde bestilt en ferie i Nepals land, hvor vi skulle ride på elefanter, sejle på søer og bo i junglen på 4-5 stjernede hoteller. Alt var gået helt fint indtil afrejsedagen - selv visum til Nepal var let at få.

Men ude i lufthavnen bliver Amalie, Kamilla (nordmanden) og jeg tilbageholdt. Efter sigende fordi skolen ikke havde registreret os. Vi forsøgte at tale os ud af problemet, og i halvanden time skulle vi skændes med den dumme mand i lufthavnen. Selvom vi viste papirer og  studiekort, så var det slet ikke nok. Næ nej, vi kunne ikke komme med flyet, lige meget hvor meget vi forsøgte at overtale ham.

I løbet af alt dette her spørger jeg manden, om jeg må se den regel, som siger, at skolen skal registrere mig, og det svar jeg får er, at eftersom jeg er en udlænding, så kan jeg ikke få lov til at se reglen - sådan er reglerne nemlig. Så vidt jeg er orienteret, så er der noget med menneskerettigheder og sådan noget pjat med, at man har ret til at vide, på hvilket grundlag man bliver dømt (og bedømt). Men den bed ikke på ham, og slutningen på det hele blev, at vi var tre, der måtte blive tilbage i lorte landet, mens de tre andre tog på ferie i Nepal.

Den dumme mand var ikke til at få noget hjælp fra - han var bare det der på godt gammeldaws hedder et kæmpe røvhul. Men heldigvis var der en flink og rar mand (den eneste, i øvrigt), som arbejdede for flyselskabet, som hjalp os med at få vores kufferter af flyet og få de rigtige stempler i passet. For vi havde jo fået emigreringsstemplet i passet, og jeg tror nok lige helvede havde været løs, hvis vi var emigreret i vores pas men stadig befandt os i Indien - det kan jo ikke lade sig gøre i deres bureaukratiske verden - hvordan kan man fysisk være et sted og i passet være et andet sted... Næ nej, du.

Men ham den flinke mand gav os vejledning til, hvordan han troede vi kunne løse problemet - nemlig ved at tage ind på politistationen og registrere os, sådan som man skal, hvis man har over 180 dages visum. Teknisk set er mit visum på 182 eller 183 dage, hvis man tæller helt nøjagtigt - der er jo nogle måneder, der er 31 dage i. Men Henrik (en dansker) havde været inde på selvsamme kontor og spørge, om man skulle registrere sig, når nu man havde 100-og-nogle-og-firs dage, og damen havde sagt nej. Godt med ren besked... Men det tror fandens, når man ser deres arkiveringssystem!

Så tog vi hu-hej-vilde-dyr ind til politistationen, men eftersom det var lørdag, så kunne vi naturligvis ikke registrere os den dag, men måtte vente til mandag... Hvor de i øvrigt først åbnede kl halv 12......... 

Søndagen blev derfor brugt til at slikke vores sår - vi var temmelig skuffede over at være strandet i Calcutta uden at vide, hvordan fanden vi kunne komme ud af landet.

Mandag kom, og så startede eventyret for alvor. Damen på registreringskontoret sagde, at vi IKKE skulle registrere os og blev ret så vred på manden i lufthavnen. Men nu var sket jo ligesom sket, og vi havde med store tykke bogstaver skrevet i vores pas "off-loaded". Det skulle jo ligesom forklares med nogle papirer, så løsningen blev, at vi alligevel skulle registrere os - en process, som tog 4 timer. Og vi kunne ikke liiiiige få papirene med den dag, for damen manglede lige nogle andre papirer, og de kunne da virkelig ikke komme før næste dag kl. 12. Til information er der EN daglig afgang til Kathmandu, og det fly går 13.50, og det tager også lige en time til halvanden afhængig af trafikken at komme fra politistationen til lufthavnen. Med andre ord; vi havde røv travlt, og eftersom damen da virkelig heller ikke kunne komme på arbejde før kl 12 næste dag, så havde vi lidt solgt vores muligheder for at komme til Nepal tirsdag.

Men ved et rent mirakel kom vi ind på stationen kl 11, og en mand begyndte at indskrive vores formular i en stor tyk og støvet bog. Noget han vel strengt taget kunne have gjort dagen før, eftersom de havde papirene. Men der var ikke noget, der skulle være let. Og når man nu har set arkiveringen og får at vide, at de hverken havde telefoner, computere eller kopimaskiner, så kan det ikke komme bag på nogen. Vores papirer skulle vi i øvrigt også udfylde i 4 identiske kopier - de kunne jo ikke kopiere dem. 

Vi fik vores papirer i hånden 12.10, og så løb vi ned til vores taxamand, som holdte og ventede, og bad ham om at ræse til lufthavnen - forinden havde vi nemlig talt med den flinke flymand, som havde sagt, at vi kunne komme så sent som 13.15 og stadig komme med flyet. Af sti, af sted gik det, og sørme om vi ikke nåede det til kl 13.05.

I immigrationen... hvem stod der og lurede... Det gjorde ham lorte manden naturligvis, som havde afvist os. Og man kan jo ligesom ikke kalde en spade for en spade, når det er ham, der har ret til at beslutte, om ens 6.000 kr dyre ferie skal blive til noget eller ej. Så vi smilede bare og kom igennem immigrationen uden problemer... for nu.

Papirene skal nemlig afleveres igen, når vi forlader Indien permanent. Og der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor man skal aflevere dem. Damen på registreringskontoret siger, at hun skal have dem en uge før afrejse, men ikke tidligere og så udlevere et papir, der giver en lov til at forlade landet permanent. Men hun siger, at det SKAL være på det kontor i Calcutta, og ikke noget som helst andet sted. Lortemanden i lufthavnen sagde derimod, at man kan aflevere papirene i en hvilken som helst lufthavn man forlader Indien fra. Tja, hvad fanden skal man tror på? Det er en opgave, der skal løses indenfor de næste 2,5 uger inden skolen slutter.

Her er i hvert fald et bevis på, at jeg har været inde forbi deres kontor - hermed foreviget.

Diwali

Indere har jo ligesom også helligdage. I ugen før efterårsferien i DK, hvor jeg jo var i Rajasthan, fejrede de Durga Puja - noget med en mange-armet dame, der rækker tunge.

I sidste uge var det så Diwali. Hvad historien er, har jeg ingen anelse om, men det er nok noget med en gud, der tager ud og lammetæver indernes fjender. Eller også er det noget andet. I hvert fald mener jeg, at de kaldte Diwali for noget i retning i af lysets fest. Og det var der noget om.

Vores ellers utrolig kedelige kantine var pyntet op som om det var nytår, og der var hængt lyskæder op over det hele - jeg blev endda tilbudt en lyskæde til altanen, der kunne blinke i alverdens farver i alverdens mønstre. Desværre havde jeg ikke en ledig stikkontakt, så jeg kunne virkelig desværre ikke have den hængende. Ih altså.

Om tirsdagen i sidste uge var det så officel Diwali med middag i den pyntede kantine og bøn og pletter i hovedet og fyrværkeri og alt muligt andet. Og middagen var helt fantastisk. For en gangs skyld viste de her indermænd i kantinen, at de faktisk kan lave lækker mad. Hvorfor pokker de ikke har lavet det i de sidste to måneder ved jeg ikke, men nu hvor jeg ved de kan, bliver jeg skuffet hver gang jeg kommer ned i kantinen og ser, at det er det samme knald vi skal have igen igen.

Der var som sagt også bøn, og efterfølgende blev der uddelt pletter i panden. Og det skulle jeg da også lige have:

Amalie og jeg med fine lyserøde pletter.

Om lørdagen blev der så holdt en mere officiel fest på skolen, hvor alle var klædt ud i traditionelt indertøj - damerne i saree og herrene i noget kjortel værk. Og hvor var vi fine! Jeg havde købt en silke saree i Rajasthan, og den skulle luftes. Men hvor er det svært at binde sådan 6m stof rundt om livet og overkroppen, så det ser fint ud. Det er en hel kunst at kunne gør det ordentligt, så man ikke falder over den, så man ser de fine mønstre, og så den ikke ryger af i tide og utide. Jeg havde fået en folder i forretningen, hvor jeg købte den, så jeg gav mig frejdigt i kast med det. Efter et kvarter måtte jeg kalde på nabo Mette og få hende til at hjælpe mig - det er påkrævet at bruge 3 hænder for at binde det stykke stof... Måske det er derfor de altid bor så mange sammen

Men resultatet var helt fantastisk. Alle udvekslingsstudenterne var fint klædt på, og inderne var ganske bedårende. Og naturligvis fik jeg taget et par billeder. Her er jeg sammen med Alexe, som er fra Frankrig.

Og det her skal I heller ikke snydes for. For hvor tit finder man lige sig selv ved siden af en turban mand med en rose i hånden? Navnet er Jappi - eller det er det jo ikke, men jeg har givet op overfor nogle af de indiske navne, så forkortelser er at foretrække. Og jeg skal også lige blære mig med, at jeg nu har fundet ud af, hvordan man vender billederne her på bloggen.. Jeg er helt stolt af mig selv!