Jeg kommer nok desværre ikke udenom at skulle fortælle om den forfærdelige terror i Mumbai her for 2 ugers tid siden (eller er det kun en... det kan jeg ikke huske).
I er nok ret oplyst om, hvad der skete, og hotel-navnene Oberoi og Taj Mahal har nok brændt sig ind på jeres nethinder. Jeg kan oplyse om, at jeg tit har spist mad på Oberoi her i Calcutta, og Lasse og jeg har også bestilt en enkelt overnatning der - den sidste nat i Indien skal da være på et 5-stjernet hotel. Og ja, jeg lover at passe på.
Bomber i Indien har desværre været et tilbagevendende fænomen - for to måneder siden sprængte der bomber i Delhi, og det er jævnligt forekommende i det helt østlige af Indien over på den anden side af Bangladesh (og for dem, der tænker; Er Bangladesh ved siden af Indien, så foreslår jeg, at I lige slår Indien op på wiki eller finder det i et godt gammeldaws atlas - al den viden I kan få). Ud fra de reaktioner, jeg har set fra inderne, når en bombe er sprunget har været en let hovedrysten, og så gik livet videre.
Men de nylige aktioner i Mumbai er blevet behandlet helt forskelligt. Inderne sidder foran fjernsynet og følger konstant med, og det er endda blevet kaldt for Indiens 9/11. Først synes jeg, de overreagerede, når nu de ikke plejer at tage sig af bomberne, men det gik hurtigt op for mig, at dette angreb i langt højere grad er alvorligt.
For det første er det forbandet velkoordineret, og den skræmmende planlagte tilgang har virkelig gjort indtryk - de her terrorister mener det virkelig, og er villig til at tage drastiske metoder i brug.
For det andet er Mumbai jo Indiens finansielle centrum, og et angreb der kan godt sidestilles med angrebet i New York, selvom det er i en meget mindre målestok.
For det tredje er det så koldt og kynisk, at terroristerne er gået efter de steder, hvor der er flest mulige turister eller udlændinge, og systematikken er, ja, skræmmende.
Det har haft konsekvenser, også herovre i Calcutta (som for de geografi svage ligger i den nordøstlige del af Indien, hvor Mumbai ligger i central vesten). Oberoi og de andre fine hoteller har skærpet sikkerheden drastisk - eks kan taxaer ikke længere køre helt hen til indgangen, men må stoppe 100m. derfra. I gaderne ser vi også flere bevæbnede soldater, og i dag var der sikkerhedskontrol af udvalgte biler. Vores taxa blev vinket ind, men da soldaten så, at der var hvide mennesker i taxaen fik vi lov til at køre videre uden at blive tjekket. Så de gør altså noget, også selvom det ikke ville have dem mindste effekt, hvis der faktisk var terrorister, der planlagde en aktion herovre.
Jeg skal flyve til Goa via Mumbai på lørdag, og jeg lover at passe godt på mig selv. Vi har også hørt rygter om, at terroristerne har truet med flykapringer og bombninger, og specielt Delhi lufthavn har været nævnt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har dette bekræftet, men derfor er det ikke så fedt at vide, at jeg d. 12 skal flyve til Delhi, samle Lasse op derfra, og flyve derfra igen d. 19. december. For at være helt ærlig, så tror jeg først, at jeg rigtig ånder lettet op, når vi sidder sikkert i Singapore lufthavn og har lagt Indien bag os og er videre på vej mod Hong Kong. Der sker der nok ikke helt så meget.
Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skræmt, men på den anden side har Kamilla og jeg besluttet at gennemføre vores ferie til Goa. Vi har også aftalt at passe på og sidde bagerst i restuaranterne, og diskotekerne undgår vi nok. Vi skal nok passe på, og så håber vi på det allerbedste.
